At iscenesætte det store samfundsdrama som en fortælling om en familie er en velprøvet model. Men jeg har sjældent oplevet den anvendt så rystende og nervepirrende som i den højaktuelle iranske film ’Frøet fra det hellige figentræ’.

Engang ville en iransk film med sådan en titel have været slow cinema i den udsøgte tradition fra Abbas Kiarostamis ’Smagen af kirsebær’. Men det er ikke dér, iransk film er i lige nu.