Joshua Oppenheimers postapokalyptiske musical ’The End’ om en rigmandsfamilie, der lever i fornægtelse i en luksusbunker, byder på stor filmkunst, bevidste metaklicheer og ubevidste klicheer.
Det er god filmkunst, når ’The End’ kalkerer den tyske romantiske maler Caspar David Friedrichs ’Vandreren over tågehavet’ og placerer den i en saltmine.
Hos Friedrich skuer en ensom mand ud over et uendeligt bjerglandskab og oplever det sublime i naturen som noget større, der transcenderer ham.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
Politiken laver masser af lyd, og her har vi samlet det hele til dig. Lyt til store lydfortællinger og hør vores journalister læse artikler op.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
