Lyt til artiklen
Jeg har altid beundret ’Black Mirror’ for at sætte barren højt, nærmest umuligt højt, fra allerførste færd. Grænselandet mellem mennesker, teknologi, kunstig intelligens og parallelle verdener er et minefelt af banaliteter, moderigtigt lyssat dystopi og andre faldgruber.
Nu kan man ikke beskylde mig for at være med på den seneste forskning udi de materier eller have set al kunst om den virtuelle ny verden eller tænkt originale tanker om deus ex machina, men selv jeg griber mig i, når jeg ser flere af afsnittene i ’Black Mirror’s nye sæson, at tænke: Er det ikke lidt old hat?
