Man skal huske, hvem man er, og hvor man kommer fra. Ellers bliver man som en spurv i tranedans, og det er ikke kønt. For hvad enten der snobbes opad eller nedad, hænger falskheden og forstillelsen som en tung og ond tåge, der forhindrer de involverede i at blive ’lykkelige’ eller noget, der ligner. Og det er omdrejningspunktet i serien ’Familien Hardacre’.
Den udspiller sig i Yorkshire i slutningen af 1800-årene og handler, som titlen antyder, om en familie med efternavnet Hardacre. De er til at begynde med fattige som kirkerotter, men ved skæbnens mellemkomst samt flid og foretagsomhed lykkes det dem at skabe en lønsom forretning og desuden købe godset Thornton Hall, hvor familiens moder, Mary, ellers blev afvist, da hun søgte ansættelse, og i stedet måtte tjene penge ved at sælge stegte sild.




























