Den danske film ’Mango’ med Josephine Park og Dar Salim er den mest sete ikkeengelsksprogede film på streamingtjenesten Netflix, viser en liste på Netflix’ hjemmeside.
Ifølge streamingtjenesten har den danske film, der havde premiere i fredags, 5,8 millioner visninger. Det giver ’Mango’ en førsteplads foran filmene ’The woman in the line’ fra Argentina og Spanien og ’Baramulla’ fra Indien på henholdsvis anden- og tredjepladsen.
Filmen foregår i Malaga i Spanien, hvor hotelchefen Lærke, der er spillet af Josephine Park, skal stå i spidsen for et luksushotelprojekt, som skal opføres på en mangoplantage. Projektet møder modstand, da hun møder den danske ejer af farmen Alex, som spilles af Dar Salim.
Filmen er instrueret af Mehdi Avaz, der har formået at toppe Netflix-listen for tredje gang. Det samme gjorde hans tidligere film ’Toscana’ med komiker og skuespiller Anders Matthesen og filmen ’A beautiful life’ med sangeren Christopher i hovedrollen.
Lunkne anmeldelser
Filmen ’Mango’, der nu ligger i toppen hos Netflix, har fået lunkne anmeldelser. Flere anmeldere har kvitteret med tre ud af seks stjerner eller hjerter. Det gælder blandt andet filmmagasinet Ekko, Soundvenue og Politiken.
I sin anmeldelse skriver Politikens filmanmelder Kim Skotte blandt andet:
»’Mango’ har en nogenlunde afbalanceret sødme/syrlighed, men selv om en moden mango driver af saft, er filmen ikke blevet specielt saftig«.
Dog er der ros til to af skuespillerne:
»De tidstypiske udfordringer står nærmest i kø i den Lærke, Josephine Park spiller kantet og fint frem. Dar Salim må bakse med en langt mere endimensionel figur, der mest skal svede sejt og se følsom ud på den mandige måde. Puha, det havde været op ad bakke, hvis ikke de to unge Agnes og Paula – spillet af Josephine Højbjerg og Sara Jimenez – havde tilført konstellationen frisk energi«.
ritzau
fortsæt med at læse



























