’Mr. Nobody Against Putin’, der er produceret af blandt andre danske Helle Faber fra produktionsselskabet Made in Copenhagen, vinder en Oscar i kategorien Bedste Dokumentar.
Filmen var også indstillet af Det Danske Filminstitut som Danmarks bud på Bedste Internationale Film, men slap ikke igennem nåleøjet som en af de fem nominerede i den kategori.
’Mr. Nobody Against Putin’ følger den russiske lærer Pavel eller ’Pasha’ Talankin, som også er filmens medproducent. Læreren dokumenterer, hvordan det russiske skolesystem ændrer sig i takt med Ruslands invasion af Ukraine. Filmen følger folkeskolelæreren i to år, hvor han i protest har smuglet optagelser af propaganda- og krigsundervisning af elever på den skole, han underviste på, ud af Rusland.
»I fire år har vi kigget på stjernerne efter et meget vigtigt ønske. Men der er lande, hvor de i stedet for stjerneskud har bomber og droner. I vores fremtids navn – og for alle vores børn – Stop alle de her krige nu. Tak!«, siger hovedpersonen i dokumentaren, Pavel Talankin, i sin takketale.
Filmen er instrueret af den amerikanske instruktør David Borenstein, som har base i København.
»’Mr. Nobody Against Putin’ handler om, hvordan man mister sit land. Det, vi så, da vi arbejdede med de her optagelser, var, at man mister det gennem utallige bittesmå handlinger af passivitet«, siger David Borenstein på scenen.
»Når vi ser passivt til, når en regering dræber folk på gaderne i vores storbyer, når vi tier stille, og når oligarker overtager medierne og kontrollerer måden, vi producerer dem på«, tilføjer han ifølge Reuters.
Trods fem nomineringer var det den eneste Oscar, der tilfaldt Danmark i Dolby Theatre i Los Angeles. Tidligere på natten var også Thomas Foldberg og Anne Catherine Sauerberg nomineret i kategorien Bedste Makeup og Hår for den norske film ’Den stygge stedsøster’, men blev slået af ’Frankenstein’. Heller ikke Olivier Bugge Coutté, der var nomineret for norske ’Affektionsværdi’, sikrede sig en statuette.
I stedet vandt Andy Jurgensen for ’One Battle After Another’. I kategorien Bedste Fotografering var danske Dan Laustsen nomineret for tredje gang for ’Frankenstein’, men prisen gik i stedet til Autumn Durald Arkapaw for ’Sinners’. Det var første gang, en kvinde vandt i den kategori.
Lars Knudsen havde muligheden for at vinde den fornemste pris af dem alle som en af producenterne bag ’Bugonia’. I stedet vandt Paul Thomas Andersons ’One Battle After Another’ for Bedste Film. I alt blev det til seks Oscars til filmen – heriblandt for Bedste Instruktør og Bedste Adapterede Manuskript.
Stor skandinavisk aften
Faktisk er der også dansk islæt i ’All the Empty Rooms’, der i minutterne før prisen til ’Mr. Nobody Against Putin’ vandt i kategorien Bedste Korte Dokumentarfilm. Her er en af de i alt 20 medproducenter Sigrid Dyekjær, men danskeren var ikke blandt de nominerede. Den danske lyddesigner Peter Albrechtsen har desuden været involveret i filmens lydside.
Det er Joshua Seftel, der har instrueret dokumentarfilmen, som dvæler ved de mange rum, der står tomme hen, efter at amerikanske børn er blevet offer for skoleskyderier. I dokumentarfilmen følges journalisten Steve Harman og fotografen Loui Bopp, mens de rejser rundt i USA for at dokumentere børnenes soveværelser, som stadig står, som de gjorde den dag, børnene døde.
I det hele taget var det en stor skandinavisk aften. Svenske Ludwig Göransson vandt sin tredje Oscar i kategorien Bedste Musik for ’Sinners’, mens den dansk-norske instruktør Joachim Trier og Norge vandt i kategorien Bedste Internationale Film for ’Affektionsværdi’, der i alt var nomineret til ni Oscars. Det var første gang, at en norsk spillefilm vandt i denne kategori.
Fire af dem var til skuespillere, men hverken Elle Fanning, Inga Ibsdotter Lilleaas, Renate Reinsve eller Stellan Skarsgård vandt. I stedet vandt Amy Madigan og Sean Penn i birollekategorierne for henholdsvis ’Weapons’ og ’One Battle After Another’. Mens det var Sean Penns tredje Oscar, vandt både Michael B. Jordan og favoritten Jessie Buckley deres første statuetter i hovedrollekategorierne for henholdsvis ’Sinners’ og ’Hamnet’.
Fakta
Årets oscarvindere
Bedste film: ’One Battle After Another’
Bedste instruktør: Paul Thomas Anderson – ’One Battle After Another’
Bedste kvindelige hovedrolle: Jessie Buckley – ’Hamnet’
Bedste mandlige hovedrolle: Michael B. Jordan – ’Sinners’
Bedste kvindelige birolle: Amy Madigan – ’Weapons’
Bedste mandlige birolle: Sean Penn – ’One Battle After Another’
Bedste internationale film: ’Affektionsværdi’ (Norge)
Bedste animationsfilm: ’Kpop Demon Hunters’
Bedste originale manuskript: Ryan Coogler – ’Sinners’
Bedste adapterede manuskript: Paul Thomas Anderson – ’One Battle After Another’
Bedste fotografering: Autumn Durald Arkapaw – ’Sinners’
Bedste klipning: Andy Jurgensen – ’One Battle After Another’
Bedste lange dokumentarfilm: ’Mr. Nobody Against Putin’
Bedste korte dokumentarfilm: ’All the Empty Rooms’
Bedste animerede kortfilm: ’The Girl Who Cried Pearls’
Bedste kortfilm: ’The Singer’ og ’Two People Exchanging Saliva’
Bedste scenografi: Tamara Deverell og Shane Vieau – ’Frankenstein’
Bedste visuelle effekter: Joe Letteri, Richard Baneham, Eric Saindon og Daniel Barrett – ’Avatar: Fire and Ash’
Bedste kostumer: Kate Hawley – ’Frankenstein’
Bedste makeup og hår: Mike Hill, Jordan Samuel og Cliona Furvey – ’Frankenstein’
Bedste lyd: Gareth John, Al Nelson, Gwendolyn Yates Whittle, Gary A. Rizzo og Juan Peralta – ’F1’
Bedste musik: Ludwig Göransson – ’Sinners’
Bedste sang: ’Golden’ fra ’Kpop Demon Hunters’
Bedste casting: Cassandra Kulukundis – ’One Battle After Another’
fortsæt med at læse


























