Hun ligner ikke en modeprinsesse, da hun med en temmelig høj ha-ha-ha-latter sætter sig ved interviewbordet. Det er ikke nogen forfinet lille prinsesselatter. Snarere et spontant storbygrin. Til gengæld ligner Anne Hathaway heller ikke længere kun den ’Prinsesse for en dag’, der længe så ud til at være hendes vigtigste bidrag til de levende billeder.
Men hendes markante birolle i Ang Lees mesterværk ’Brokeback Mountain’ har åbnet helt nye muligheder for den 23-årige skuespillerinde. Hun har således netop spillet Jane Austen i den kommende storfilm ’Becoming Jane’, og så har hun landet den store saftige hovedrolle i den premiereaktuelle ’The Devil Wears Prada’. Her spiller hun den unge fodformede Andrea fra livskunstnernes afslappede cirkel, der til sin egen overraskelse bliver suget ind i modeverdenens mareridtsagtige malstrøm af en karrierekarrusel. »Det var som at gå til master class i skuespil«, siger hun henført om at have spillet sammen med Meryl Streep og Stanley Tucci i ’The Devil Wears Prada’. Men henført med humoren i behold: »Det var skønt for mig at vide, at hvis jeg mødte op og gjorde mit arbejde godt, ville alle de andre blive nomineret til en Oscar«, griner hun, så store hvide tænder og endnu større mørkebrune Bambiøjne stråler ud over det hele. På en måde ligger rollen i ’The Devil Wears Prada’ ikke så fjernt fra ’Prinsesse for en dag’. Historien dengang handlede om en ganske almindelig amerikansk pige, der skulle lære at begå sig i de kongelige snirkler. Nu skal hun lære at overleve på den kolde top med sine sunde normer i behold. Langt fra modeverdenen Anne Hathaway er selv meget langt fra at være prototypen på en teenagestjerne fra Bimboland, Hollywood. Hun er 100 pct. østkyst. Født i Brooklyn med begge ben solidt plantet på jorden og det tredje lige i næsen. »Jeg er faktisk meget genert og stille af mig«, siger hun, og rødmer, så man tror på det. Hellere end løbe om kap med Paris Hilton og Lindsay Lohan med et kobbel paparazzi i hælene vil Anne Hathaway udforske Jane Austen eller sammen med Meryl Streep gå i brechen for ’Equality Now’. Så hun passer godt til rollen som den unge Andrea, der til sin egen overraskelse bliver fascineret af modeverdenen, selv om hun oprindelig opfatter den som noget hysterisk gøgl. En indstilling, hun udmærket genkender. »Det var først, da jeg for alvor begyndte at spille skuespil, at jeg overhovedet blev mig modeverdenen bevidst. Det var, som om det der med at skridte op ad den røde løber i jeans og T-shirt ikke rigtig slog til! Indtil da havde jeg egentlig aldrig tænkt synderlig på tøj og på at skulle være præsentabel. Jeg kom fra den filosofiske skole, hvor man forfægter, at skuespillere er skuespillere, og modeller er modeller, og at de tvende aldrig skal mødes. Men det har ændret sig. Jeg begyndte så småt at fjolle rundt med tøj. Det var på en måde nødvendigt. Jeg tror, at min generations skuespillere er blevet gransket mere nøje, hvad angår tøj, end nogen anden før os. Når folk iagttager én så minutiøst, er det rart at have noget på, der næsten kan fungere som en rustning. Så man lige kan få en tænkepause, inden man svarer, og måske se lidt godt ud imens«, siger hun og griner genert. Uden for tryghedszonen Anne Hathaway har god grund til at være glad netop nu. Også som skuespiller har hun livet foran sig. Det turde være indlysende. Men sådan er det faktisk ikke. Selv mener hun, at hun på en måde blev reddet på målstregen. »Især i Amerika lever vi efterhånden i en ekstremt ungdomsfikseret kultur. Det er faktisk sådan, at hvis man som skuespillerinde ikke har fået sit gennembrud som 25-årig, så er muligheden for, at man overhovedet slår igennem, uhyre spinkel. Hvilket er virkelig forfærdeligt. Tag nu f.eks. Rachel Weisz. Hun har altid været fremragende, men det er først nu, hvor hun nærmer sig de 30, at hun virkelig finder sig selv. Man får ikke mange muligheder for at nå at udvikle sig. Selv er jeg taknemlig for, at jeg har fået de rigtige chancer på de rigtige tidspunkter. Jeg føler mig utrolig heldig lige nu. Jeg får lejlighed til at arbejde sammen med nogle folk, jeg synes er helt fantastiske. Det vil sikkert løje af på et tidspunkt, men jeg håber, jeg kan bliver ved med at følge Meryls gode råd: at blive ved med at gøre det bedst muligt med det materiale, man nu engang har fået stillet til rådighed. Og som skuespiller altid opsøge steder uden for sin tryghedszone. At skulle spille Jane Austen – engelsk nationalhelligdom med engelsk accent – det var rigeligt uden for min tryghedszone«.
