Der er ikke meget modedronning over Meryl Streep, da hun med et brag skvatter på Hotel Excelsiors bonede parketgulv. Et øjeblik synes man næsten, man kan høre forsikringsagenter dåne på stribe ude i kulissen. Men heldigvis er der ingen brækkede stjerneknogler. Til gengæld er der noget næsten royalt over den måde, Streep hurtigt rejser sig, inspicerer omgivelserne med et køligt blik og ignorerer eventuelle smerter. Bleg og fattet sætter Streep sig ned og fortæller om sin rolle som den iskolde modedronning Miranda i David Frankels ’The Devil Wears Prada’. En rolle, der allerede tippes som en sandsynlig Oscar-nominering nummer 14 for den 57-årige skuespiller. På en måde er det overraskende at se den altid seriøse og engagerede Meryl Streep i noget så frivolt som en film om kvinder på catwalk, men det viser sig da også hurtigt, at Streep har haft sine helt egne kvindepolitiske motiver for at spille Miranda. »I USA er der en særlig indædt uvilje, man retter mod kvinder, der fører sig frem i det offentlige liv. Kvinder som vover at føre sig frem på hvad der opfattes som en aggressiv facon. Indædtheden kommer både fra mænd og kvinder. Som en af mine veninder, en kvindelig manuskriptforfatter, sagde: »Der er ikke noget så tilfredsstillende som at dekonstruere en succesfuld kvindes karriere«. Hillary Clinton er alene af den grund så kontroversiel! Jeg er ikke i tvivl om, at hun vil være kvalificeret til at være præsident, men om folk, selv nu, vil være parate til at tage imod en direkte ordre fra en kvinde, er jeg langtfra sikker på«, siger Meryl Streep. Æder yngre kønsfæller Pludselig forstår man, hvad det er hun har gjort ved rollen. Hvor modedronningen i Lauren Weisbergers roman ’The Devil Wears Prada’ fremstilles som en iskold knælerkvinde, der æder yngre og svagere kønsfæller til morgenmad, er hun i Streeps optik nok benhård, men også såre menneskelig. Den fiktive romanfigur Miranda Priestley hævdes at være et mere eller mindre camoufleret karaktermord på Vogue-redaktøren Anne Wintour, men figuren i filmen er samtidig en Hillary Clinton, en Condoleeza Rice, en kvindelig børsmægler med smag for risici eller en kvindelig leder af Hewlett-Packard. Et topmenneske, som får hug for at gøre nøjagtig det samme, der aftvinger respekt, når den hårde hund er en hanhund. »I bogen er Miranda ikke skildret særlig subtilt. Der er ingen nuance. Der er ikke blevet gjort noget for at forstå, hvad der driver hende. Det er mere spændende for mig at spille en karakter, der har mange forskellige farver i stedet for bare at være en helt eller en skurk. Miranda kan ses som en djævel i en komedie, men hun er også en kvinde, der udfører et meget, meget seriøst stykke arbejde. Figuren i bogen bygger på en virkelig person, men den Miranda, jeg har skabt, er helt løsrevet fra hende. Jeg tænkte på en hel række kvinder og mindst tre mænd, da jeg skabte figuren og aldrig nogensinde på hende. Jeg kender ikke rigtigt noget til hende, og kommer næppe heller til at gøre det nu«. Kvindernes nye styrke Også modens diktatur, der synes at være parat til at gøre hvad som helst for at dekonstruere en fuldmoden kvindelighed som ideal, er en anstødssten for Streep. »Modellerne bliver tyndere og tyndere og yngre og yngre for hvert år. Jeg synes, det er interessant, hvad det siger om os som kultur på et tidspunkt, hvor kvinder fremstår som stærkere og påtager sig øget ansvar i det offentlige liv, i det private erhvervsliv, i jura og medicin. At de som kultur-ikoner åbenbart skal fremstilles modsat som en slags kompensation. At børnepornografi også synes at være på fremmarch i hele den vestlige verden, synes jeg også er interessant set i netop dét lys. I de senere tiårs historie har kvinders nye styrke været en stærkt destabiliserende faktor i verden. Den har ført til fundamentalismens opstandelse. Jeg tror nemlig, at fundamentalisme har mindre med Gud at gøre end med mænds forrang i de forskellige kulturer«, siger hun, smiler sit karakteristiske blege, lille mundvigsmil, da samtalen ad omveje finder tilbage til den noget mere uforpligtende underholdning i David Frankels figursyede sædekomedie ’The Devil Wears Prada’. »Jeg følger ikke selv med i modeverdenen. Jeg ser ikke ned på folk, der gør det. Det interesserer mig bare ikke. Jeg følger heller ikke med i fodbold eller spiller brætspil«. Til gengæld følger hun med i politik. Og det besvarer på en måde spørgsmålet, som vil svæve på mange læber, efter filmen er slut. Hvad blev der af alle de skønne kjoler, de lange støvler og hele sortimentet af accessories, da filmarbejdet var forbi? Jo, det blev skam solgt på en auktion, hvor overskuddet gik til Equality Now. En organisation, der kæmper for bedre vilkår for kvinder og piger overalt i verden. Modedillerne kommer og går, men at lade handling følge holdning er heldigvis ikke gået af mode. I hvert fald ikke, når Meryl Streep kridter banen op.