Levende billeder er så stærkt et univers, at film på kun godt 100 år er blevet det største kulturelle medie. Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at det netop er en biograf, der er ved at etablere sig som kulturens spydspids på Nørrebro.
Empire Bio er i gang med at indføre ’Klub Empire’, der både i form af kreative kræfter og markedsføring skal være et samlingssted for kulturen på Nørrebro. Ved medlemskab af ’Klub Empire’ får man tilbudt at komme gratis til forpremiere på Kaleidoskops forestillinger, gratis adgang til udvalgte koncerter på Rust, ligesom biografen selv vil tilbyde en række arrangementer, der i sagens natur kredser om filmens univers.




























