Fredag den 15. september lyder startskuddet til en spritny dokumentarfilm-konkurrence, lommefilm.dk. Med et enkelt greb i lommen kan alle deltage. Konceptet er simpelt. Man tager sin mobil, skyder en film af maks. 60 sekunders varighed og sender den derefter til en professionel jury med dokumentarfilm-instruktør Max Kestner i spidsen.
Idéen med konkurrencen er at udnytte mobilen kreativt som medie, fordi den er tilgængelig for alle og enhver. Efter devisen 'alle har en historie, lad os se historierne' håber filmfolkene Kasper B. Olesen og Martin Spenner, der står bag lommefilm.dk, at skabe aktive producerende mediebrugere frem for passive observerende.




























