Asger Leth har filmet med gangsteres og politiske rebellers geværkugler fygende om ørerne i slumkvarteret Cité Soleil i Haiti. Instruktøren Eva Mulvad har været i den usikre afghanske provins Farah sammen med politikeren Malalai Joya, som er i livsfare på grund af sine holdninger og udtalelser og beskyttes af bevæbnede vagter. Og amerikanske Morgan Spurlock har filmet sit eget helbreds alarmerende elendige udvikling som følge af en diæt bestående af rigtig mange McDonald’s-menuer.
En del dokumentarfilminstruktører nøjes ikke med at engagere sig inderligt i deres film. De sætter deres eget liv på spil for at fortælle historier, og nogle gange bruges instruktørernes personlige risici i markedsføringen af filmen.
Som da Morgan Spurlock selv optrådte på plakaten for sin populære film ’Supersize Me’ med kæften fuld af fede pommes frites og øjnene spilet ud på et ansigtsportræt under den fornøjelige undertitel ’En film af episke portioner’.
Morgan Spurlocks personlige undersøgelse af fast food er i høj grad underholdende, netop fordi han sætter sit helbred på spil. Havde han bare fået et laboratorium til at undersøge fedtmolekylerne i en cheeseburger, ville filmen have mistet en stor del af sin fascinationskraft. Den virker, fordi Spurlock bruger sin egen krop som forsøgsdyr og viser, hvordan fastfood påvirker blodtryk, vægt, humør osv.
Dumdristighed markedsføres
Også i markedsføringen af danske Asger Leths nye film, ’Ghosts of Cité Soleil’, spiller det en rolle, at det var farligt for instruktøren selv at lave filmen om fattigdom og bevæbnede gangsterledere i Haiti. På filmens hjemmeside, www.Ghostsofcitesoleil.com, står der tre artikelcitater på et åbningsbillede.
Det øverste af citaterne er allerede blevet brugt mange gange i medierne og stammer fra en artikel i filmmagasinet Variety i september. »There has never been anything quite like Asger Leths film; it’s amazing it even exists and that the director is still alive«, skrev Todd McCarthy i sin anmeldelse af ’Ghosts of Cité Soleil’ i Variety.
Instruktørens dumdristighed eller heltemod bruges som et argument i anbefalingen af filmen. Asger Leth foretrækker selv at kalde det dumdristigt, at han i flere omgange tog til slumkvarteret Cité Soleil i udkanten af det fattige Haitis hovedstad, Port-au-Prince.
Det farligste sted i verden
FN har udnævnt Cité Soleil til at være det farligste sted i verden. Kriminalitet, vold, rivaliserende gangsterbander, kronisk politisk uro, sult og politisk ustabilitet er nogle af de ting, der præger kvarteret. Ifølge Asger Leth gør det hans historie mere klar, at Cité Soleil er et farligt sted:
»Men det var ikke derfor, jeg tog dertil. Det gjorde jeg, fordi der var en historie at fortælle. Jeg har ikke gjort det for at spille helt eller for at sætte mit liv på spil. Det er ikke det vigtige. Det afgørende er, at man dedikerer sig selv fuldstændig til de film, man laver. Og det er der nok en tendens til, at flere dokumentarfilminstruktører gør. I stedet for at lave den gammeldags dokumentarfilm, hvor man rejser et sted hen, stiller nogle journalistiske spørgsmål og tager hjem igen«.
Asger Leth og en af hans samarbejdspartnere, kameramanden Milos Loncarevics, tilbragte lang tid i Cité Soleil med at opnå gangsterledernes tillid. Især brødrene Bily og 2Pac går filmen helt tæt på. Man ser aldrig Asger Leth eller Milos Loncarevics i billederne. Men man bliver bevidst om, at de må have været i livsfare i anspændte og desperate situationer, hvor de står midt i et opgør med kameraet.
Livsfaremomenterne intensiverer filmens spænding, og når instruktører engagerer sig så stærkt som Asger Leth, kan det lykkes dem at nå forbi flosklerne og hen til mere nuancerede og vedkommende skildringer af de mennesker, de vil fortælle om.
Fra angst til handling
Noget tilsvarende sker i instruktøren Eva Mulvads nye film, ’Enemies of Happiness’, der foregår i Afghanistan i efteråret 2005. Gennem den film lærer man den begavede, modige og unge politiker Malalai Joya at kende. Fordi hun tør sige narkohandlere og krigsførende politikere imod, nyder hun status som frihedssymbol blandt mange mennesker.
Omvendt er hendes modstandere så opsat på at få hende til at tie, at hun har været udsat for drabsforsøg og er blevet truet. Også efter at hun i 2005 blev valgt ind i det afghanske parlament som det yngste medlem.
Malalai Joya færdes under beskyttelse af bevæbnede livvagter, og Eva Mulvad og hendes medinstruktør, Anja Al-Erhayem, løb risici ved at portrættere Malalai Joya under hendes valgkamp i den usikre provins Farah.
Håb i stedet for frygt
»På forhånd havde jeg ikke gjort mig klart, hvor farligt det kunne være at følge med hende ud i ørkenprovinsen. Da vi kom dertil, skulle vi først lige aflure, hvor farligt det faktisk var. Tre dage efter at vi var landet, blev en britisk sikkerhedsrådgiver kidnappet og fik halsen skåret over. Den aften indså vi, at hvis vi skulle lave film, måtte vi aftale at holde op med at tale om angst og sikkerhedsforanstaltninger. For det tog kræfterne fra det, vi var der for: at lave film«, siger Eva Mulvad.
Inden hun indledte optagelserne til filmen, havde Eva Mulvad været på et ugelangt britisk overlevelseskursus. Og da hun og de andre på filmholdet besluttede at tvinge angsten væk, lykkedes det at komme i gang med filmen. Resultatet bærer overhovedet ikke præg af, at instruktøren har løbet en risiko.
Ligesom den britiske instruktør Kim Longinotto gør det i sine film, fokuserer Eva Mulvad fuldkommen på de mennesker, hun skildrer, så man kan sætte sig i deres sted og efterlades med håb.
Fra skjult til synligt kamera
At holde sin egen stemme ude af billedet har i mange år ligget den irske journalist og dokumentarfilminstruktør Donal Macintyre fjernt. I slutningen af 1990’erne blev han kendt i både hjem- og udland som journalisten, der arbejdede med skjult kamera og under falsk identitet.
På baggrund af mange måneders research og langvarige optagelsesforløb har han stået for afslørende programmer om bl.a. hooligans, der støtter fodboldklubben Chelsea, udnyttelse af mindreårige piger i modebranchen, rædselsfulde forhold på plejehjem, alfonseri og narkohandel.
Som undersøgende journalist er Donal Macintyre blevet så kendt og kontroversiel en skikkelse i Storbritannien, at han ikke længere kan arbejde undercover. Et af hans seneste projekter er filmen ’Gangster’, hvor han med de medvirkendes tilladelse portrætterer en af Manchesters mest berygtede kriminelle familier.
»Det har været en interessant udvikling for mig selv at gå fra at arbejde undercover til at stå frem. Kreativt er det mere tilfredsstillende at komme som mig selv. Og for filmene betyder det, at der kommer flere nuancer med, end der gjorde før«, siger Donal Macintyre.
Respekt fra gangsterne
Hans første undersøgende tv-program fra 1993 handler om en mistænkelig dødsulykke i sportsverdenen. Mange gange siden da er han blevet truet på livet af folk fra de miljøer, han har afsløret. Hans dokumentation af aggressivitet blandt hooligans betød, at to Chelsea-støtter fik fængselsdomme.
Narkohandlere er blevet dømt, og plejehjem er blevet lukket på grund af hans påvisninger af misrøgt og vold. Han har boet på skjulte adresser og er flyttet talrige gange på grund af trusler. I 1998 var der udsat en dusør på cirka en halv million kroner for at slå ham ihjel. Det år flyttede han 17 gange.
Også i hans nye film ’Gangster’ fornemmer man, at han er tæt på at være i fare. Men Manchesters narkobaroner har respekt for ham, og den bliver kun større af, at det tilsyneladende preller af på ham, når de spytter en aggressiv trussel ud.
»Da jeg lavede den film, følte jeg sjældent, at jeg var i fare. Og når jeg gjorde, trak jeg mig. Mine antenner er meget følsomme. Jeg vil gerne høre om folks fortid og livsstil. Men jeg vil ikke høre det, hvis de siger: »I morgen røver vi en bank«. Jeg vil ikke kompromitteres, og det forstår gangsterne. Men det er da en hårfin balance. Man er nødt til at være lige så sej som dem. Ellers manipulerer de med én«.
fortsæt med at læse
