To af hovedpersonerne glimrer ved deres fravær, da det nye fantasy-eventyr ’Eragon’ ugen inden sin verdenspremiere møder den internationale presse i London. Den ene er Christopher Paolini. Den 22-årige amerikanske forfatter, der kun var teenager, da han hjemme hos hippie-far og hippie-mor i Montanas vildmark skrev fantasy-romanen ’Eragon’.
Der ligesom efterfølgeren ’Den ældste’ er blevet en gigantisk bestseller over hele verden. Unge Paolinis fravær kan sikkert forklares med travlhed hjemme i Montana. ’Eragon’-fans venter utålmodigt på sidste bind i ’Arven’-trilogien. Den anden savnede er dragen Saphira, der er hovedattraktionen i Stefen Fangmeiers filmatisering af ’Eragon’. Det har selvfølgelig sin naturlige forklaring.





























