Flødedrengen og antistjernen fra Hollywood

Lyt til artiklen

Filmen har premiere i dag i en række biografer landet over.Vi mødes på halvvejen, i London. For når stjernerne ikke vil komme til byen, må iBYEN komme til verdensstjernerne. Og Ben Affleck og Adrian Brody må siges at være stjerner. Mødet er vel at mærke kun for en dag, men på så fashionabelt et hotel, at der på badeværelset er placeret en chaiselong. Hvis trætheden pludselig melder sig. Verdenspressen er fløjet ind for at høre, hvad de to skuespillere har at sige om sig selv og deres nye film, ’Hollywoodland’. En japansk journalist har dog endnu et ærinde. Hun vil have Adrian Brody med i en japansk film, så hun har taget et manuskript med til ham. Hun fik det stukket i hans hænder, så måske vi snart ser ham på japansk? Men man har lov at tvivle. Manuskripter kan jo blive væk. Det er ’Hollywoodland’, de to amerikanere vil tale om. Den foregår i 50’ernes Hollywood, hvor den unge skuespiller George Reeves får sit gennembrud i rollen som Superman i tv-serien ’Adventures of Superman’. Filmen zoomer ind på George Reeves’ liv, der endte med et mystisk dødsfald.

Affleck som Superman
Ben Affleck spiller hovedrollen som George Reeves, manden der blev synonym med Superman for alle børn og voksne i lang tid frem. Rollen indbragte sidste år Ben Affleck Guldløven på filmfestivalen i Venedig for bedste mandlige skuespiller. Langtfra til alles tilfredshed.

For amerikaneren forbindes ikke just med prisvindende skuespil. Men vidunderdrengen fra ’Good Will Hunting’, flødedrengen fra ’Daredevil’ og paparazziernes yndling som den ene halvdel af ’Beniffer’ har genvundet formen. Uden Jennifer Lopez.

Ben Affleck vandt prisen for sin skildring af den lidet talentfulde George Reeves, der så inderligt ville Hollywood, men blev brændemærket for altid som Superman.

»Jeg har været heldig, men jeg tvivler på, at George Reeves var klar over, hvor god en rolle hans liv er. Og jeg er ikke sikker på, at han ville have nydt det, men jeg kunne godt unde ham at spille sig selv«, siger Ben Affleck. Da serien om Superman tonede frem på de sort-hvide fjernsyn i de amerikanske hjem i 50’erne, blev den med det samme en succes. Især børnene elskede den, og fra den ene dag til den anden var George Reeves en stjerne, om end det var som den kryptonit-allergiske superhelt. Og ikke andet.

»Jeg er som ham på visse områder. Han var generøs, men han havde åbenlyst sine dæmoner, og det er svært at vide, hvordan det var. Og jeg har tydeligvis været heldigere end ham«, siger Ben Affleck.

For George Reeves fandt sig aldrig til rette i rollen som Superman, og da serien efter nogle år blev taget af, stod han uden arbejde. Ingen kunne se andet end Superman i ham, så han kunne ikke bruges til andet. Serien fik premiere i 1951, og kun otte år efter, i 1959 i en alder af 45 år, døde George Reeves. Han blev fundet i sit soveværelse dræbt af et enkelt skud gennem hovedet. Selvmord, dræbt af sin forlovede eller et bestillingsdrab fra en misundelig filmstudiechef? Det er aldrig opklaret, og den mystiske tragedie er nu motoren i filmen ’Hollywoodland’.

»Jeg er blevet mindre fokuseret på, hvordan han døde end på, hvordan hans liv så ud til sidst. Han havde så mange problemer med både karrieren og i privaten. Der var problemer på alle fronter, og det ser jeg som meget tragisk. Hvem der slog ham ihjel og hvordan, synes jeg derfor kommer i anden række«, fortæller Ben Affleck.

’Hollywoodland’ handler om Hollywood i 50’erne. Hovedpersonerne i filmen søger alle mod noget bedre, drømmen om berømmelse og rigdom driver dem frem – og holder dem tilbage. For ingen er tilfredse med, hvad de har eller får.

Kys fra Halle Berry
I bedste Hollywood-stil er rollerne alle besat af stjerner som Bob Hoskins, Diane Lane og Adrian Brody. Sidstnævnte spiller detektiven Louis Simo, der sætter sig for at opklare det mystiske dødsfald. Samtidig forsøger han at skabe sig et navn i berømthedernes by. Supermans dødsfald kommer alle ved.

Adrian Brody vandt en Oscar for sin rolle i ’Pianisten’ fra 2002, og han har siden haft stort set frit valg på alle hylder i Hollywood. Hans præferencer går dog mod ’independent’-film, selv om han har medvirket i både Peter Jacksons ’King Kong’ og M. Night Shyamalans ’The Village’. Og han erkender, at de store Hollywood-produktioner skaber genkendelse i hele verden.

»Jeg har måttet lave meget dårligt, før jeg fik lov at kysse Halle Berry til Oscaruddelingen. Jeg får hele tiden flere muligheder, og selv om jeg har arbejdet 17 år som skuespiller, så gjorde øjeblikket, da jeg fik en Oscar, mig mere berømt«, siger Adrian Brody. Og i dag er han en eftertragtet herre. Han savner dog stadig bedre roller i de store selskabers film, og ifølge ham selv er det grunden til, at han har det bedst i de mindre spektakulære film.

I ’Hollywoodland’ spiller han den til filmen opdigtede detektiv Louis Simo, som vil gøre alt for at opklare George Reeves’ dødsfald. Han går langt i jagten på sandheden – og berømmelsen. For selv om Hollywood måske var mere uskyldig i 50’erne, var berømmelse stadig vejen frem.

»Jeg har ikke noget til fælles med min karakter, men jeg mener ikke, at han er ubehøvlet. Det handler om at være moden og vide, at det ikke sømmer sig at udnytte en situation til egen fordel. Og som ung mand kan du føle, at andre mennesker ikke er ligeværdige, og det tror jeg først, at min karakter indser til sidst i filmen. Han erkender sin umodenhed«, siger Adrian Brody.

I filmen har George Reeves og Louis Simo mere til fælles, end man umiddelbart skulle tro om en falleret detektiv og en død skuespiller. For lykken er ikke nået, selv om man opnår sine mål. Hvilket de begge må erfare.

Stjernens nedtur
I den virkelige verden er Ben Affleck og Adrian Brody dog meget forskellige. Selv om de begge er etablerede Hollywood-navne, har de brugt deres berømmelse meget forskelligt. Adrian Brody lever et stille liv uden de store udskejelser. En kende konservativt, fordi han ved, hvor hurtigt tiderne kan skifte. Det er en af grundene til, at han ikke har købt sig en kæmpevilla i Hollywood, og så fordi han aldrig er hjemme.

»Jeg arbejder konstant. Jeg har lige været seks måneder i Spanien på optagelser med Penelope Cruz, og da jeg lavede ’King Kong’ boede jeg i New Zealand i længere tid. Men det kan være, at det ændrer sig om nogle år, og så kan jeg købe et hus til den tid«, fortæller Adrian Brody.

For et hus i Hollywood eller New York, hvor han bor nu, skulle der være råd til. Det er nemlig ikke filmroller, han mangler. Adrian Brody er privilegeret, og han bestemmer derfor selv, hvilke film han gider deltage i, for som han siger:

»Jeg gider ikke lave dårlige film bare for at opretholde en vis livsstil. Jeg er ikke, hvad man forventer af en Hollywood-stjerne«.

Han har ellers attituden til det. Og charmen. Men det vilde liv med smukke damer, druk, dyre biler og et liv på forsiden af de kulørte blade har aldrig været en del af Adrian Brodys liv. Han foretrækker at holde lav profil.

Pludselig berømmelse
Sådan er det ikke med Ben Affleck. Han fik stjernestatus nærmest natten over, da han sammen med Matt Damon skrev manuskript og spillede hovedroller i ’Good Will Hunting’, som i 1998 indbragte dem en Oscar for bedste manuskript. Herefter sprang Ben Affleck ud som ægte stjerne. Han spillede med i den stort anlagte ’Pearl Harbor’, i ’Armageddon’ og ’Daredevil’, og forholdet til Jennifer Lopez fik for alvor stjernen til at glimte. Han var mere end bare berømt. Han var ’Bennifer’, som den amerikanske tabloidpresse så smukt døbte parret Ben Affleck og Jennifer Lopez.

»Jeg troede naivt, at jeg ikke ville ændre mig, da jeg blev berømt. Jeg ville gøre, hvad der passede mig, jeg ville stå fast på mine principper, men det betød bare, at jeg kunne blive udnyttet og vist mere frem, end hvad godt er. Og det har jeg lært af, selv om jeg stadig er i bladene«, fortæller Ben Affleck om sin pludselige berømmelse.

Han mødte Jennifer Lopez i 2002 under optagelserne til ’Gigli’, der blev en eklatant katastrofe, og det samme gjorde ’Jersey Girl’ fra 2004, som også havde Ben Affleck på rollelisten. Herefter blev der stille om den 34-årige amerikaner, og bruddet med Jennifer Lopez blev et farvel til ’Bennifer’.

I 2005 holdt han fri fra Hollywood og koncentrerede sig om sin nye Jennifer, Jennifer Garner, som han i dag er gift og har barn med. Og poker. Hans største gevinst i det populære kortspil lyder på 287.000 dollar ifølge ham selv.

»Det er et faktum, at min rolle i ’Hollywoodland’ er et comeback, for jeg har ikke lavet film i lang tid. Dette er en anden film, end hvad jeg ellers har lavet. Og det er en ændring eller en justering af min karriere. Dette her er at skuespille, mens de andre film, jeg har været med i, udelukkende har været arbejde«, siger Ben Affleck.

Underligt valg

Hans nye prioriteringer har glædet filmens instruktør, Allen Coulter. ’Hollywoodland’ er hans debutfilm, selv om han har mange års erfaring som instruktør. Men kun til tv. Det umiddelbart ukendte navn har blandt andet stået bag kendte serier som ’Strengt fortroligt’, ’Sex and The City’ og ’Sopranos’. Engagementet i de store tv-produktioner har holdt ham fra Hollywood, men da han fik fingre i manuskriptet til ’Hollywoodland’ var han ikke i tvivl. Og han tvivlede heller ikke på Ben Affleck.

»Jeg vil ikke afvise, at det var et underligt valg, men jeg synes, at han passede ind. Jeg kunne vælge at se på hans fortid, men det har jeg ikke gjort. Jeg havde ikke nogen holdning til ham. Jeg vidste, at han var en god skuespiller, og at han ikke havde spillet en sådan rolle før. Det betød noget for mig«, fortæller Allen Coulter.

Og tilsyneladende så han rigtigt. Og så er det ligegyldigt, om det er, fordi rollen som B-skuespiller er som skabt til Ben Affleck, eller fordi han virkelig spænder bredere, end han hidtil har vist. I hvert fald mener Ben Affelck selv, at han er blevet mere opmærksom på kvaliteten af de film, han for fremtiden vil sige ja til:

»Det er altså væsentligt bedre, at folk kan lide filmen, end at de ikke kan«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her