Det er svært at se Denis Dercourts psykologiske thriller ’Nodevenderen’ uden at tænke på Alfred Hitchcock og en af den franske nybølges store mestre, Claude Chabrol. Men da den 43-årige Dercourt er så forbavsende lidt fransk i sine attituder, er det mest den britiske thrillermester, vi holder os til i dette tilfælde. Hvilket Denis Dercourt da også giver mig ret i, da jeg møder ham i hjertet af Paris forud for dagens danske premiere. »Jeg kan ikke sige mig fri for at have luret nogle ting af hos Hitchcock. Og jeg må sige, at jeg er voldsomt stolt over, at stort set samtlige engelske anmeldelser af filmen nævner slægtskabet. Der er intet hos Hitchcock, der er tilfældigt. Alt har et formål – alt er lavet for at få publikum til at føle lige nøjagtig på den og den måde. Jeg elsker det.
Det er lige netop det, som jeg også bestræber mig på. Det kan være farven på en skuespillers hår. Det kan være en bestemt gestus. Det er den slags, som er så vigtigt for mig. Det kan tage mig dage at beslutte, hvad der er det rigtige«, siger Denis Dercourt, efter at han har øst så rigeligt af komplimenter ud over de to danske instruktører, Carl Th. Dreyer og Lars von Trier. »Jeg er en meget stor fan af Dreyer. Og jeg må nævne to mesterværker, som ligger meget højt på min private liste over film. Nemlig Dreyers ’Ordet’ og von Triers ’Breaking the Waves’«. Musikalsk baggrund Denis Dercourts baggrund som filmskaber er utraditionel. Han har læst politik og filosofi og har en lang og krævende musikuddannelse bag sig. Fra 1988 til 1993 spillede han bratsch i Det Franske Symfoniorkester, og han underviser stadig på musikkonservatoriet i Strasbourg. »Min musikalske baggrund er meget vigtig for mig som filmskaber. Når jeg skriver manuskriptet til en film, arbejder jeg mere som komponist end som forfatter. Udgangspunktet for ’Nodevenderen’ har været, at jeg ville lave en film om psykiske bindinger mellem to kvinder. Og samtidig skulle det være en film om hævn. På den måde komponerer jeg mig frem til en handling. Og jeg bliver ved med at skære lag af, indtil jeg står tilbage med den reneste form«, siger Denis Dercourt.
