At være Hugh Grant er lig med uforstyrret udsigt til blonder. Tilsyneladende. På denne halvgrå torsdag i Stockholm bliver de leveret af en storøjet journalistpige, der på det nærmeste ikke har noget tøj på, som hun sidder i hotelsuitens sofastriber. Med en selvbrunergylden a-skål halvhjertet gemt bag gennemsigtigt blomsterprint og en tilhørende udskæring, der krænger ungpigebulerne fremad. Hun er tydeligvis ikke den eneste, der har gjort sig ekstra umage med at smøre morgenens makeup på. For flokken af unge journalisttøser, der nervøst fumler med diktafonerne foran Hollywoods britiske hunk, er fyldt med korte skørter og svimlende søde parfumetåger.
Alt for vant til kokette fnis
Manden foran dem er som på film: meget britisk, meget afdæmpet og i velstrøget skjorte. Men uden al den fjogede charme, der siden starten af 90’erne har skabt grundlaget for hans filmkarriere. Det er tydeligt, at Hugh Grant er uden for rækkevidde, allerede fra han træt slentrer ind i den kælne gruppe og med et halvt smil afslører, at han er alt for vant til flokkens beundrende blikke og kokette fnis til at tage sig af dem.
I stedet lader han sig dumpe ned i en stol foran kvinderne, hvorfra han høfligt og professionelt formår både at ignorere de dybe udskæringer og afværge samtlige klistrede spørgsmål om, hvordan det er netop at være blevet single som 46-årig og igen være tilbage i Hollywoods pulje af barnløse ungkarle. Yndlingsbriten Siden Hugh Grant i 1994 væltede sig vej ind i Hollywood med succesen ’Fire bryllupper og en begravelse’, har det været de romantiske komedier, der har præget hans cv. Som ’Ni måneder’ med Julianne Moore, ’Notting Hill’ med Julia Roberts og ’Bridget Jones’ dagbog’ med Renée Zellweger. Og det ofte i rollen som en halvbøvet, charmerende brite med professorbriller, rod i følelseslivet og smukke kvinder omkring sig. Men at hans filmroller på nogen måde skulle være sammenlignelige, kan han ikke se. »Jeg ved aldrig, hvad jeg skal sige, når jeg bliver spurgt om, hvorfor jeg vælger den slags roller. For jeg synes virkelig, at de er meget forskellige«, fortæller han til rummets smilende kvindeflok. »Og jeg er absolut ikke forelsket i romantiske komedier – jeg kan bare godt lide sjove manuskripter«, tilføjer han, hvilket får gruppen foran ham til at nikke i takt.
