Kameraet hvirvler rundt mellem de bedende muslimer, hvis messen tager til i styrke, mens de rytmisk kaster hoved og nakke snart den ene vej, snart den anden. Kameraet lader sig smitte af selvforglemmelsen og går i samme trance. Og – pludselig. Pludselig klippes der. En kvinde med damefrisørhår og rød læbestift bliver bollet i en seng. Nærbillede af hendes ansigt. Fornemmelsen af en rytmisk pumpen. Og – pludselig. Klip. Muharrem vågner med et sæt i sin lille celle. Med sved på panden. »Gud tilgive mig!«, trygler han lavmælt. Tyrkisk kompleksitet Tyrkiet er hverken Iran eller Saudi-Arabien, og der skal væsentligt mere til at sætte sindene i religiøst oprør her end i nabolandene eller længere ude i regionen. Det er landets skæbne heller ikke hverken at være Europa eller hardcore-Asien, hvilket tyrkisk kunst og kultur har vidnet om i årtusinder. »How near, how far« hedder det i den gamle sang, og et opslag på artiklen på den sang burde være ledsaget af et billede af den tyrkiske kyst. Sat på ubestemmeligt, måske uendeligt standby af EU og i disse uger, mens disse linjer skrives, kilde til stor bekymring i Vesten, fordi den tyrkiske hær indirekte har truet med indgriben, hvis islamisterne sætter sig tungt på regeringsmagten i landet i det ventede præsidentvalg. I Vesten er vi vis på, at et coup d’état forestået af de væbnede styrker rangerer på linje med islamister ved magten. I Tyrkiet er sandheden åbenbart mere kompleks. Her er hæren traditionelt, fra gamle Atatürks dage, garant for en sekulær udvikling med religionsfrihed og skarp adskillelse mellem kirke og stat. Den tyrkiske filmfestival, der meget beskedent kalder sig ’Tyrkiske filmdage’ og spiller sine otte film i Park Bio, København, Café Biografen, Odense, og Øst for Paradis, Århus, fra i morgen og juni ud, tager hele kompleksiteten i ed. Et indblik i islamisternes verden Hittet, hovedattraktionen, flagskibet er uundgåeligt filmen ’Takva’ (Gudsfrygt), et regulært mesterværk der stilistisk opererer som et barn af Ken Loach og engelsk køkkenbordsrealisme, men som i vildskab minder mere om den danske ’Festen’. Og med en konsekvens i skildringen af religiøs fanatisme, som vi kender den fra Carl Th. Dreyer. Grunden til, at ’Takva’ er den tyrkiske festivals sikre kort, er, at den så fokuseret handler om det, der bævrer på nervøse vestlige læber i disse år: radikaliseringen af islam, terrorfrygten.
Det fine ved Özer Kiziltans drama er, at den ikke handler om selvmordsbombere eller farlige fanatikere som sådan, men om en specifik tyrkisk skæbne, der lader sig splintre som menneske, fordi han ikke kan forlige sin gudstro med det ortodokse islam, fordi han ser dobbeltmoralen og er ude af stand til at få det moderat moderne liv til at rime på et middelalderligt værdisæt. Da han ser den religiøse leders dydigt tilhyllede datter købe smykker i en juvelbutik – for vantro amerikanske dollar! – da stopper festen for ham.
Nok så interessant er det, at den erkendte ateist Kiziltan fik lov af islamisterne selv til at få indsigt i sufi-ritualerne, og blandt statisterne er der ’autentiske’ islamister. Fra syngespil til splatter
Helt så rent står ingen af de yderligere fem film, Politiken fik anledning til at se, ud af de i alt otte i festivalen. Men islam og nutidens radikale fordring ligger aldrig langt væk.
Kun i den postmoderne Bollywood-pastiche ’Firuza, hvor er du?’ om en række plattenslagere af nogle musikproducere i Istanbul, der får hjælp af en engel til at investere i nyt croonerhug, er religionen helt fraværende. Filmen, der næppe er festivalens mest uomgængelige, vil gerne ligne en blanding af Fellini og den farvestærke franske ’Delicatessen’, og bortset fra at producerne på et tidspunkt ser en mulighed for at kommercialisere en bønnesanger med moderne trendrytmer, er det umådeligt, så vestlig filmen forekommer.
En anden festivalfilm, Mustafa Altioklars ’Beyzas kvinder’, er for forhippet på sit ekspressivt flænsegysende formeksperiment, et sted mellem ’Se7en’ og den japanske ’Ichi the Killer’, at den dårligt kan tage sig af religiøst-kulturelle kontekster.
