Bryllup skal ses i biografen Se landskamp og kongeligt bryllup i biografen

Lyt til artiklen

Lige nu har Imperial fantasyfilmen ’Det gyldne kompas’ på plakaten side om side med live satellittransmissioner af The Metropolitan Opera og gallakoncerten ’Swingtime’ med Sigurd Barrett og DR’s Big Band. Biograferne herhjemme er nemlig ved at blive de nye kulturhuse i byen. Imperial og en række andre biografer tilbyder for tiden flere alternativer til den klassiske biograffilm for deres publikum. I sidste uge var der udsolgt til The Metropolitan Opera i Metropol i København, og Nordisk Film Biografer oplever i det hele taget en overvældende interesse for deres arrangementer, som indeholder andet end amerikanske blockbusterfilm. »Operavisningerne er et stort tilløbsstykke. Allerede nu har vi solgt tusindvis af billetter til The Met. Det skyldes måske, at det er svært at få en billet til den ’rigtige’ opera, og så behøver man ikke tage hele vejen til New York. For en måned siden havde vi også en visning af en NFL-kamp i Palads for 600 ellevilde fans. Det er en helt anden måde for folk at se og opleve de her ting på«, siger Michael Chalmer, marketingdirektør i Nordisk Film Biografer.

Konverteret til oplevelsessal
Imperial Biografen har også haft stor succes med showet Græsted Greatest Live, hvor DR’s Big Band og en række kendte danske musikere spillede sange fra Wikke & Rasmussens film. Og i løbet af efteråret opførte stand-up-komikeren Rune Klan sit nye show ’Rune Klan går large’ syv dage i træk i på scenen i biografen, hvor folk strømmede til.

»Grundlæggende er vi stadig en virksomhed med film på programmet. Men vi tilbyder også et alternativt indhold, som kan være med til at trække de mennesker i biografen, som ikke nødvendigvis er interesseret i film. Vi konverterer biografen til en oplevelsessal, for eksempel, når vi transmitterer oscaruddelingen for 600-800 mennesker midt om natten. Vi vil helt sikkert lave mere af det her næste år. Vi kunne blandt andet forestille os at vise fodboldlandskampe, og vi kigger også på noget motorsport og boksekampe«, fortæller Michael Chalmer.

Seminarer og brunch
Nordisk Film Biografer er ikke alene om at gå nye veje. Empire Bio på Nørrebro har haft koncerter i biografsalene, hvor publikum har danset på sidegangene, og åbner mindst en gang om ugen biografen for firmaer, der vil holde foredrag eller seminarer med powerpointpræsentationer.

Desuden byder Empire Bio gæsterne på grillmad om sommeren og brunchbuffeter om vinteren som en alternativ indtægtskilde i en presset biografbranche. »Denne her type arrangementer er både en måde for biograferne at markere sig på og en måde at sikre fulde sale i tider uden publikumsmagneter som eksempelvis ’Kongekabale’ og ’Brødre’«, siger pressechef i Empire Bio, Katrina Schelin, der mener, det er indlysende at bruge biografrummet til events med fokus på visuelle oplevelser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her