Som et barn fra 60’erne kender man sine Marxbrødre på gangen. Man mærker det på sit vand, når det trækker op til en flyvende balstyrisk ensemblescene i dadaistisk amokløb. Og man føler kedsomheden lure bag øjenlågene, når man i det fjerne ser en harpesolo fra den døvstumme Harpo materialisere sig.
Var der noget, jeg hadede som barn, var det Harpos harpesoloer, og omgivet var han til overflod af intetsigende MGM-starletter, der kunne glippe med de påsatte øjenvipper på kommando – og ikke så meget andet. Limpind og kontekst Marx’ernes anarki transcenderede alskens dydigt harpespilleri, overskred faktisk alt, hvad der byggede på nogen form for logik eller organisk ’mening’. Kaos var den eneste ledetråd. Som Chico (fortørnet!) spurgte i ’En tosset diktator’ (’Duck Soup’): »Hvem har du tænkt dig at tro på: mig eller dine egne øjne?«. Når ’Halløj i operaen’ har premiere i morgen i biografen i en nyrestaureret kopi, byder den sig til over for flere generationer af medvidere fra tv-eftermiddagene.
