»Alle spørger, om filmen er et selvportræt. Det er den ikke. Men den er et portræt af en stakkels fyr, der boede i den her krop for tre år siden«, siger den blot 21 år gamle instruktør K1. Han hiver op i sin hættetrøje for at illustrere den forskel, der ligger ham dybt på sinde at pointere. »Jeg lagde mit gamle liv på hylden, optog lån for at lave filmen og for at flytte mig væk fra det lort, jeg var i. Spørgsmålet er, om man vil være en stor milliardær eller en lille perker. Man vælger det selv«. Terapeutisk arbejde For lidt mere end tre år siden hed K1 Kaywan Mohsen og var 18 år. Han befandt sig i Århus. Og så alligevel ikke. Teenageren færdedes i et parallelsamfund, som – på trods af at det fandtes midt i byen – kun få kender til. Her dansede han mellem patroner, knivblade, stoffer og sex, mens han og hans venner fulgte et hjemmelavet moralkodeks. Arbejdet med filmen, hvor hovedpersonen hedder K som en tydelig reference til bagmanden, fungerede som terapi for K1. I stedet for at søge psykologhjælp tændte han for kameraet og rekonstruerede sine oplevelser så ucensureret som muligt. »Jeg har presset mig selv til ikke at lave censur. Min mor har siddet og kigget på sex- og voldsscenerne. Det er hårdt, men jeg føler en kæmpe lettelse. Andre mennesker tror på psykologer – jeg tror på at udtrykke mig i en film«, siger han. »Hvis jeg ikke havde besluttet mig for at lave film, ville jeg helt sikkert være endt som narkoboss. Med masser af penge, damer og hele lortet. Jeg har en energi og selvtillid, der var kommet ud på en uheldig måde, hvis jeg var blevet i miljøet«. Premiere i 75 biografer Foruden lånet og trangen til at slippe af med det, der nu er hans gamle jeg, benyttede K1 en bærbar computer og nogle venner som værktøjer og drivkraft, da han skrev, producerede og klippede sig frem til premieren på ’Eye for Eye’.
Torsdag blev 75 ruller med filmen pakket ud og projiceret ud på de hvide biograflærreder landet over. K1’s hjemmelavede film blev sat på danmarkskortet med et brag. »En del af mig har haft lyst til at skrige. Og det gør jeg nok også en dag. Jeg har ikke vist filmen til nogen under processen, for jeg har ikke behov for, at folk skulle hjælpe eller bedømme mig undervejs. Jeg havde behov for at lave filmen helt færdig og så sige voila!«, næsten råber K1. »Jeg har arbejdet tre år med det her. Og nu har jeg endelig mulighed for at vise folk, hvad jeg har lavet. Det brænder inden i mig for at få den ud. Og den følelse overskygger faktisk fuldstændig nervøsiteten over folks reaktioner«, fastslår han i et roligere toneleje. Ville blive til noget stort Da Kaywan Mohsen først havde besluttet sig for at konvertere til K1, stoppede han på en gang al omgang med stoffer, fester, druk og sex. Han sagde farvel til sine venner og tog et lån på 100.000 kroner i banken, så han kunne investere i blandt andet et kamera.




























