Han har sin egen måde, det har han altså. Han vil egentlig gerne gøre det for dig, svare dig bedst muligt – lade sig fotografere efter fotografens ønsker – men helst er han fri. Eller: Helst kommer han med en idé, han synes er bedre. Han har sin egen måde. Og de meget lange pauser, der tegner stiplede linjer gennem hans svar, er åbne for fortolkning. Udfaldet giver aldrig sig selv. Simon Staho er en asket, det er svært ikke at føle ømhed overfor. Han får én til at ønske, at man var af et renere stof. Integritet, kunstnerisk og personlig, er en religion for ham, og han er ikke til tant. Eller fjas. Men gør sig gerne ekstra umage, når stemningen er god.
Talk of the town
Som da jeg konstaterer, at det gik rigtig godt for ham i Berlin i februar, hvor hans film ’Himlens hjerte’, der får dansk premiere i dag, var udtaget i den særligt fine Official Selection. Og blev talk of the town blandt kritikerne.
»Det er ikke et spil, jeg spiller«, siger han. Han sukker tungt. »Jeg synes ikke, man kan gå ind i et spil, hvor andre afgør, om det er godt eller dårligt, det man laver. Så overgiver man dem magten, så næste år, når jeg måske ikke har en film i Berlin, så er jeg lige pludselig en fuser«.
Morsomt cirkus »En filmfestival er en kommerciel virksomhed, og der er inviteret filmstjerner med, som kan give opmærksomhed og øgede bevillinger til festivalen fra bystyret. Det er bare en konstatering: Man skal ikke tro, at ret meget af det handler om kunst, det handler om at tjene penge, hvilket er helt fint, og så kan man spille med i det roulettespil, hvis man gider. Jeg er kun glad, hvis min film kan gøre distributørerne og producerne til billiardærer. Endelig! I alle faser af det at lave film kommer man så tæt, som det overhovedet kan lade sig gøre, på at være i bordelbranchen eller slagteribranchen, og det er egentlig befriende. Branchen er fuld af opportunister, kræmmere, kapitalister ... marskandisere«. Men du smiler? »Ja«, siger Simon Staho og gør det nu åbent. »For det er et morsomt cirkus. Jeg kan vældig godt lide at prøve at manøvrere mellem alle hestehandlerne og kræmmerne«. Spøgelset BergmanHar du defineret et succeskriterium for dine film? »Succeskriteriet ... er ... at lave film. Det er det eneste. At lave dem, ikke at tale om dem eller drømme om dem. Men helt konkret og på den mest uromantiske måde at få røven op af stolen og få dem lavet«. Afviklet? »Simpelthen! Det konkrete, ydmygende slid, det er at skrive og instruere og prøve at få den ud i biografen. De masser af spark, man får i skridtet undervejs. Dernæst kan jeg tilføje et succeskriterium, der hedder, at man har gjort det med ærlighed. Jeg bliver berørt og betaget, når jeg kan mærke, at en person har været villig til med ærlighed at kaste sit liv og sjæl og krop og kød og blod og hjerte ind foran mig, så har man opnået noget smukt. Det samme håber jeg at kunne gøre«.
