Vi befinder os i et pladestudie i motorbyen Detroit i begyndelsen af 1960’erne. En sort fyr med glinsende pomadehår kigger forventningsfuldt på de tre sangerinder, der sidder bænket foran ham i det fine mødelokale. »Nye parykker – af den dyre slags. Helt nye kostumer – for at appellere til et yngre publikum, og ...«, siger manageren og gnider sig i hænderne, »Effie ... Deena skal synge lead«. »Deena skal hvad?«, udbryder Effie, mens de to andre piger kigger forbavset på deres manager. »Vi får endelig vores eget show, og så skal Deena synge lead? Hun kan ikke synge som mig!«. Skuffelsen lyser ud af øjnene på den sorte sangerinde. »Hun har ret, Curtis, det kan jeg ikke. Jeg vil ikke!«, siger Deena med et bekymret blik. Manageren Curtis retter på slipset og ser bestemt ud. »I gør, hvad jeg siger. I skal. Det her er en ny lyd – med et nyt look«. Sådan udvikler en scene sig i den biografaktuelle film ’Dreamgirls’, der har prominente navne som Jamie Foxx, Eddie Murphy og Beyoncé Knowles i hovedrollerne. Men det kunne også være et referat af et af de afgørende øjeblikke i fortællingen om 1960’ernes allerstørste pigegruppe: The Supremes.
’Dreamgirls’ er stærkt inspireret af historien om de tre sorte piger fra Detroit, men hvor filmen maler et idylliseret billede af pigegruppen The Dreamettes’ vej til toppen, er The Supremes’ historie en mere barske sag om et venskab, der druknede i jalousi og stjernenykker i en altopofrende kamp for at slå igennem hos et hvidt mainstreampublikum. The sound of young America De tre sangpiger Diana Ross, Florence Ballard og Mary Wilson voksede op hver for sig i et socialt belastet kvarter i Detroit, men fandt sammen i pigegruppen The Primettes, som Ballard dannede i 1959.
