Solen skinner gennem ruderne til indenrigsterminalen i Københavns Lufthavn. Klokken er ni mandag morgen, og flyet fra Aalborg er landet. Rasmus Bjerg kommer ud af svingdøren med et venligt smil. »Hold da op. Jeg er ikke vant til at blive modtaget af en kameralinse i lufthavnen«, siger han med en sindig jysk dialekt, mens han giver hånd. Han har stadig ikke vænnet sig til at være eftertragtet mediestof. »Jeg har fået besked på af min far, at jeg skal lade være med at gentage mig selv. Ellers skal jeg holde min kæft. Så jeg må hellere sige noget helt andet, end jeg plejer«, siger han i taxaen.
Fast tilknyttet Aalborg Teater
Han kender turen fra lufthavnen til hovedstaden godt, for den seneste tid har han fløjet turen mellem Aalborg og København fire gange om ugen. I dag skal han indspille en sang i musikeren Nikolaj Steens studie.
Han har ingen bagage med sig, for senere i eftermiddag skal han tilbage til Aalborg, hvor han skal spille Andrej i Tjekhovs klassiker ’Tre søstre’ på Aalborg Teater. Her har han været fast tilknyttet siden 2001, og sammen med konen Helle, som han har kendt i 14 år, og deres tre små børn bor han i en murermestervilla i Nørresundby på den anden side af Limfjorden.
Der gik pølsefabrik i det »Vi købte et håndværkertilbud for tre år siden og var meget romantiske omkring det. Jeg kan godt lide sådan noget arbejde, der fører fra A til B, og det var rart at have i den periode, hvor jeg var kørt sur i det med teaterarbejdet. Der var gået lidt pølsefabrik i det. Øve om dagen og spille om aftenen. Der var en uge i januar i 2005, hvor det var koldt, gulvene var brudt op og væggene banket af, og det hele stod bare fuldstændig råt. Helle var gravid, og vi havde to børn og tænkte, at det var et fuldstændig sindssygt projekt, vi havde bevæget os ud i«, fortæller den 31-årige skuespiller. Han ser pludselig en smule træt ud. »Man kunne ikke engang sætte en tændstik til det, for det var mursten det hele. Men i den uge kom der så en opringning fra Mikael Wulff, og det blev vendepunktet for mig«.






























