Engang fløj han kloden rundt hver tredje dag, men for nogle år siden endte han sin hektiske karriere i reklamebranchen med to sabbatår for at finde ro.
Nu læner Kristian Levring sig tilbage i de bløde stole foran pejsen i Tivolis Restaurant NIMB og tager sig god tid til at drikke sin te. I hans nye spillefilm ’Den du frygter’ har en travl embedsmand taget orlov fra ministeriet for at tænke over sit liv. Men det ender ganske anderledes for hovedpersonen Mikael, end det gjorde for instruktøren.




























