Hvorfor har du den der Manamanam-sang fra ’Muppet Show’ på din telefonsvarer?
»Fordi jeg synes, den er passende til dem, der ringer til mig lige for tiden«.
Det virker ikke særlig seriøst for en seriøs programchef for en seriøs filmfestival.
»Det kan jeg ikke forstå. Jeg tror, at ’Muppet Show’ har en stor betydning for en hel generation. Jeg tror også, at den får de fleste til at slappe lidt af. Men jeg har mange andre telefonsvarerlyde, jeg kan sætte på, hvis det er«.
Men nu ringer Djævlens Advokat jo kun én gang.
»Ja, det siger man jo«.
Copenhagen Pix – det er altså ikke noget særlig smart navn. Man kommer til at tænke på noget andet. Du ved jo godt, hvad jeg mener.
»Nej, det gør jeg faktisk ikke«.
Det var nok mest, fordi jeg så et banner inde ved Kultorvet. Det hang lidt i den ene side, så der stod ’openhagen Pix’, og så tænkte jeg: »Er det tøj eller isenkram eller Sonja Openhagens pix?« »Nå, på den måde. Det var da også uheldigt. Det må vi få rettet op. Men det gør ikke noget, at navnet åbner op for spørgsmål«. Det hedder så Copenhagen Pix, fordi I har slået Copenhagen International Film Festival, Natfilm Festivalen og Børnefilmsfestivalen Buster sammen? Og så lød det smart i forlængelse af dokumentarfilmfestivalen DOX. »Nej, sådan er det ikke helt. Børnefilmfestivalen Buster er stadig en selvstændig festival«. Skulle den så ikke hedde BIX? »Nej, det tror jeg ikke, at de ville være glade for. Men jeg skal da tage det med og sige, at du har foreslået det«. Men I har slået to festivaler sammen, og det er åbenbart så dødkedeligt, at jeres øverste chef sagde op allerede efter nogle måneder? »Ja, han syntes så ikke lige, at det, han skulle lave, var så spændende. Men sådan er det – nogle synes, det er mindre interessant, og så er der sådan nogle som Niels Lind Larsen og mig, der synes, det er virkelig spændende«. Det var da godt, for sidst jeg hørte noget til dig, prøvede du at slå igennem som filmskribent på Politiken. Men det gik jo ikke så godt? »Nej, det gik slet ikke godt. Det endte med, at jeg kom til udlandet og skrev for det internationale filmmagasin Screen. Så det var meget ulykkeligt«. Men så blev du programchef for CIFF, og det gik ikke meget bedre. »Det ved jeg ikke. Altså, navnet Copenhagen International Film Festival slog ikke rigtig an. Og så havde Copenhagen International Fashion Fair copyright på navnet CIFF. Så det blev aldrig sådan, at folk sagde: »Nå, skal du med til CIFF i år?««. Det var der i det hele taget meget få, der sagde. Men du havde det sjovt i et par år, og man kunne se dig i medierne argumentere helt vildt for, at danskerne sørme skulle se flere europæiske film. Det ville gå helt galt, hvis vi så alt for mange amerikanske. Men nu skal folk så også se en hel masse amerikanske film på CPH:PIX? »Ja, det er rigtigt nok. De skal både se en masse europæiske film og en masse amerikanske, som ikke er den slags, man sædvanligvis ser i biograferne«. Og så sidder du der på jeres kontor sammen med Niels Lind, der også engang prøvede at slå igennem som filmskribent, og sender mail ud efter alverdens film? »Ja, vi har siddet året igennem og set en masse film. Og så får vi virkelig brug for vores evner som filmskribenter. Vi har været med til at skrive om alle de over 180 film, der indgår i programmet«. Ja, det er stor filmkritik. Alle film er åbenbart helt fantastiske. Hvordan kan du skrive så positivt om alt? Man skulle tro, at du var filmanmelder på Politiken? »Ja, det er rigtigt nok. Men der overgår Kim Skotte mig åbenbart. Du skal også lige tænke på, at hver gang, der er en god film, som vi udvælger til festivalen, så har vi set mindst ni, som var mindre gode eller ligefrem dårlige. Og så bruger vi vores meget store filmkritiske evner til at beskrive, hvad der er det gode ved de film. Og film kan jo være gode på mange forskellige måder«. Hvad med ’Morphia’ af Aleksej Balabanov, er den god? »Ja, den er ret god. Det er en russisk film, der handler om en læge, der kommer ud til en lille by på landet, hvor ...«. O.k. Hvad så med ’Vinganca’ af Paolo Pins? »Den har jeg ikke set. Det må du spørge Niels Lind Larsen om«. Skal jeg gå ind og se ’Firaaq’ af Nandita Das? »Ja, det er en film fra Afghanistan«. Næ. Det er en indisk film, så det ville Nandita Das nok blive lidt sur over, at du troede. Der er så også nogle film, der skal have priser på CPH:PIX. Hvis der var en pris for verdens mest idiotiske filmfestivalnavn – tror du så ikke, at I ville ligge meget lunt i svinget?
»Det ved jeg ikke. Men hvis navnet lægger op til debat eller får folk til at undre sig, så synes jeg, at det er et godt navn. Sådan som det nu helt indlysende er tilfældet med dig. Hvis det lægger op til spørgsmål, synes jeg, at vi har ramt noget«.




























