Til trods for at det er årtier siden, at en nigeriansk film har gjort sig bemærket internationalt, rangerer landets filmindustri blandt verdens største, og som eneste seriøse konkurrent til Hollywood og Bollywood har industrien naturligvis fået navnet Nollywood. Når vi sjældent møder nigerianske film på festivaler, hænger det sammen med, at Nollywood hverken leverer kvalitet eller universel appel. De fleste af de over 1.500 spillefilm, der hvert år indspilles i Nigeria, er lavet på en uge eller mindre.
Der er ingen offentlige tilskud til filmproduktion, så pengene kommer fra lokale investorer. Tid er penge, udstyret simpelt. Men publikum er taknemmelige.






























