Ingen strømer kørte hurtigere end de to. Ingen var sejere og mere cool, mere moderigtig og mere mondæn og morsom, ja alt andet end mainstream og det gængse fra alverdens øvrige gråmelerede, madpakkeosende og betonstøbte politigårde på den lille fjernsynsskærm i stuen. Dengang i 1980'erne, da stort set hele den vestlige verden sendte de 112 afsnit af 'Miami Vice' med strisserne, the wise guys, Sonny og Rico i Armani-skjorter, scorerigtige sko i læderflet, smør i svenskerhåret med filialer i nakken, åben skjorte for tarzanslipset på det solbrune mandebryst og så sidste skrig i skyder i et hylster fra Gucci. Plus selvfølgelig de kælne konsonanter i mælet, følsomme vokaler og stålsatte lyn i blikket. Alt det fryns på et rigtigt stykke mandfolk, som gør, at han never bliver bænkevarmer, aldrig behøver at gå ensom i seng, endsige spise morgenmad alene. Sædelighedspolitiet fra Floridas hovedstad gjorde med sin hurtige succes, det middelstore fjernsynsselskab, NBC, til noget megastort, globalt og verdensdækkende. Klart fra start, serien var designet på en tidstypisk, trendy måde. På en så hurtig klippet og filmet facon i spots med lige dele dovent og lummert belyst spænding og sex, at hovedpersonerne, Don Johnson og Philip Martin Thomas, satirisk og spøgefuldt snart blev kaldt for MTV-Cops. Altså politifolk fra den popsmarte musikkanal, hvor alting på video gik hurtigere og mere tjekket end alt andet med tempo og fart for unge i drift og på disco. Populariteten var grænseoverskridende og brød alle grænser mellem generationer. Ingen skæl på skuldre Alle fulgte med Sonny og Rico ud i den sorte subtropiske nat. Fordi serien velsignet brød med forestillingen om, at virkelighedens pansere skal have skæl på begge skuldre i jakken, skjolder af sved under armhulerne på polyesterskjorten, samt dårlig ånde og sure tæer. Med kommissæren som en fraskilt mand med børn, som kun vil se farmand om søndagen i Zoologisk Have eller genkende som dyre gaver under juletræet. Nej tak til overvægtige og halvskallede tabere i politiuniform, god dag og tak for kaffe til dressmænd med sherifstjerne i jakken, pistolen velsmurt og så en sportsvogn, dyrere end et fynsk herresæde, fladere end et gyldent kreditkort. Og som seriens hovedperson, den lettere melankolske, maskulint velbyggede, men også samspilsramte Sonny Crockett med kærestesorg, karrierenykker og spleen i sjælen fik skuespilleren Don Johnson et stærkt gennembrud, som han udnyttede en del år på film, men ellers ikke forvaltede til nogen større succes end den han fik i 'Miami Vice'. En trend begyndte Skaberen af serien som satte af i 1984, var manusforfatteren Anthony Yerkovich og en hær af ligesindede forfattere, som alle skrev med på føljetonen om politiets kamp mod kokain og anden narko, indført til solskinsstaten af enten den colombianske eller cubanske mafia, med vikarjob til de gamle drenge fra enten den jødiske eller italienske del af branchen. På mange måder var serien sæt kalkeret af efter en anden tv-serie fra forne tider, nemlig 'Sorte maske og Tonto', den maskerede lovmand og hans indianske hjælper, som i små westerns ryddede op i det vilde vesten, en model som går helt tilbage til Fennimore Coopers Læderstrømpe-bøger fra 1800-tallet. Altså den hvide mand og en mere eller mindre farvet hjælper oppe imod onde og sleske kræfter. Men heldigvis var det film noir-instruktøren, den frankofile Michael Mann som satte serien i scene. Mann gjorde det med bravur og begavelse og med et sådant artistisk élan, at hvert afsnit blev en sort fortælling i sig selv, skåret op på fragmentariske afsnit, så de brutale skuddueller og møder mellem mænd og kvinder i europæisk modetøj og på hvide lagner fik et skær af en skæbnesvanger sorthed over sig. Så fra og med Miami Vice begyndte en ny trend i alverdens tv-serier. Nu skulle lovens håndhævere ikke længere gå i tøj fra 'Tøj og Sko'. Nu er det skrædderiet fra de internationale modehuse, fra Mols til Milano, som sætter skulderen i det flamboyante politiplot. Se blot på vore egne krimiserier om søndagen, 'Rejseholdet' og 'Ørnen'. Fra Don Johnson til Mads Mikkelsen - de kendes på snittet i tøjet!