sommerkrise »Den værste juli i 31 år«

Lyt til artiklen

Byens art cinemas tabte den langstrakte udmattelseskamp mod den varme sommer. De smalle film, der vises i art cinemas, har ikke velpolstrede marketingbudgetter i ryggen i modsætning til de amerikanske blockbustere. Derfor er det svært at lokke publikum ind i mørket. Grand Teatret, Gloria og Vester Vov Vov melder alle om store nedgange i billetsalget. Torben Wolsgaard, biografdirektør i Vester Vov Vov, kalder det den værste juli i 31 år: »Jeg kan ikke huske nogen måned, der har været så slem. I år havde vi kun halvdelen af de gæster, vi havde sidste sommer«. Han bakkes op af Anders Simonsen, som er biografdirektør i den lille biograf Gloria, som ligger på Rådhuspladsen. Her har man haft en nedgang i omsætningen på cirka 26 procent: »Det er nu ikke nogen overraskelse. Heldigvis trak kortfilmfestivalen Future Shorts fulde huse, og det har reddet juli måned. Hvis vi ikke havde haft Future Shorts, havde vi haft en nedgang på 44 procent set i forhold til juli 2005«. I Gloria-biografen kompenserer man for den lave omsætning ved at have kortere åbningstider og ad den vej spare på lønningerne og ved at lade biografdirektørerne overtage operatørens roller i et par uger. Det kræver en fleksibel virksomhed med fleksible medarbejdere for at kunne overleve. I Grand Teatret melder direktør Kim Foss om cirka 40 procents nedgang: »Vi kan ikke konkurrere med store amerikanske film. Det er kun vores egen importerede 'The Proposition' (med manus og musik af Nick Cave, red.), der kunne en lille smule i det varme sommervejr. Det er først nu, det begynder at se sjovt ud igen«. Og sjovt bliver det også først for de smalle biografers stamgæster, når der igen kommer gang i lanceringen af længe ventede smalle film som 'Volver' af Pedro Almodóvar. Premieren har været skudt til efter sommerferien, for de smalle biografer tør ikke skyde sådan en (formodentlig) populær film af i den stille sommerperiode, som desuden de sidste fem-seks år også har budt på voldsom konkurrence med en stribe af årets største amerikanske film. Amerikanske filmtorpedoer Modsat de smalle biografer klarer de store biografer sig bedre og bedre. De amerikanske filmselskaber lader blockbustere falde ned som effektive præcisionstorpedoer i sommermånederne, og de danske biografgængere har efterhånden vænnet sig til at følge amerikanernes rytme. I år var det bl.a. 'The Da Vinci Code' og 'Pirates of the Caribbean', der ramte biograferne. De har indtil videre solgt henholdsvis 625.000 og 525.000 billetter på landsplan. Tidligere havde de store biografer også nedgang i billetsalget over sommeren, hvor man per tradition ikke turde lancere store film. Men på grund af de amerikanske filmselskabers angst for pirateri, er filmenes premieredato nu ofte den samme over hele kloden. Derfor har vi nu også i Danmark de store filmpremierer placeret om sommeren. Alligevel regner Nordisk Films biografer normalt med et fald i billetsalget på 10-15 procent i løbet af en almindelig dansk sommer. Men årets usædvanligt lange, varme sommer har pudsigt nok betydet, at langt flere end vanligt har søgt ind i mørket. Helle Schmidt, der er bookingdirektør for Nordisk Films Biografer, mener, at det handler om, at man vænner sig til det gode vejr efter en uges tid og så finder tilbage i sin sædvanlige gænge og biografrutine. Og så betyder de velvoksne amerikanske marketingsbudgetter også, at man ikke kan undgå at vide det, når f.eks. Jack Sparrow i skikkelse af Johnny Depp har indtaget byens lærreder. Den massive markedsføring kan de smalle film ikke konkurrere med. Derfor lanceres der ikke mange nye film i art cinemas i sommerferieperioden. De skubbes til sensommeren, hvor de ikke skal konkurrere på så barske vilkår mod både den amerikanske marketingmaskine og solrige dage. Derfor kan man som filmfan glæde sig til et efterår, hvor der er masser af premierer på smalle film, f.eks. Pedro Almodóvars 'Volver' og 'Lys i tusmørket' af Aki Kaurismäki. Samtidig ser de store biografer også frem til et efterår med en god omsætning med film som de danske 'Sprængfarlig bombe' og 'Fidibus', børnefilmen 'Der var engang en dreng', Oliver Stones 'World Trade Center' og ikke mindst den nye James Bond 'Casino Royale' med Mads Mikkelsen i skurkerollen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her