Hvor stor man end er – eller hvor lille – har det aldrig skadet at have betragtelige ambitioner.
I anledning af sit tiårsjubilæum citerede filmmagasinet Ekko i sin leder den stormægtigste af alle mediemoguler, Charles Foster Kane fra Orson Welles’ bandsat himmelstræbende debutfilm, ’Citizen Kane’: »Jeg vil give denne bys indbyggere en daglig avis, der dagligt vil fortælle alle nyhederne. Jeg vil også give dem en utrættelig forkæmper for deres rettigheder som borgere og som mennesker«. Hverken Ekko eller dets – bandsatte! – chefredaktør gennem otte år, Claus Christensen, tager hele befolkningen eller den ganske nyhedsstrøm på sig, men på filmområdet gælder publicist Kanes principper 1:1.



























