Filminstruktør Roman Polanski kan ånde lettet op.
Den schweiziske justitsminister har netop meddelt, at instruktøren ikke vil blive udleveret til retsforfølgelse i USA, som myndighederne i Californien ellers har krævet. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Justitsministeriet skriver i en udtalelse, at nationale interesser er taget i betragtning under beslutningsprocessen, og at Roman Polanski nu er en fri mand.
I udtalelsen står også, at de amerikanske myndigheder ikke har tilvejebragt fortrolige vidnesbyrd om Polanskis strafudmåling under sagen i 1977.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP vil instruktøren blive løsladt øjeblikkeligt.
Husarrest i Schweiz
Den efterhånden aldrende filminstruktør sidder i husarrest i sin alpehytte i Schweiz. Han blev anholdt i Zürich i september sidste år, da han forlod sit sikre tilholdssted i Frankrig for at modtage en pris på en filmfestival.
De amerikanske myndigheder vil retsforfølge ham på baggrund af en sag fra 1977, hvor han begik overgreb mod en 13-årig pige. Polanski sad dengang varetægtsfængslet 42 dage i Los Angeles, men flygtede kort før domsafsigelsen i i 1978.
En appeldomstol i Californien afviste i sidste måned Polanskis anmodning om, at sagen føres in absentia.
Det er endnu uklart, om Polanski allerede har forladt sin hytte i skiområdet Gstaad.
fortsæt med at læse




























