Animationstroldmændene fra Pixar har gjort det igen.
For 11. gang af 11 mulige er en Pixar-animationsfilm strøget direkte til tops på den amerikanske boxoffice-liste i åbningsweekenden.
Pixar, der blev opkøbt af Disney i 2006, står bag roste film som 'Find Nemo', 'Wall-E', 'Ratatouille' og 'Op', og det seneste pletskud er tredje del i 'Toy Story'-serien.
'Toy Story 3' omsatte for 109 millioner dollar (655 millioner kroner) i weekenden, hvilket er det næstbedste for en animationsfilm nogen sinde. Kun Dreamworks' 'Shrek den tredje' har gjort det bedre.
'Toy Story'-filmen, der naturligvis er i 3D, solgte fem gange så mange billetter som 'The Karate Kid', der opnåede en andenplads på biohitlisten i weekenden.
Mere voksen 'Toy Story'
I det nyeste 'Toy Story'-eventyr følger vi atter drengen Anders og hans fantastiske legetøj, som det også var tilfældet i 'Toy Story' fra 1995 og 'Toy Story 2' fra 1999.
Men Anders er i mellemtiden blevet 17 år, og legetøjsdukkerne - naturligvis med Woody og Buzz Lightyear i spidsen - er bange for at ende i en skraldebunke, når deres ejer smutter på college.
Pixar flyver ind i en ny guldalder»Det er et tidspunkt, hvor fremtiden er helt usikker, og vi følte, det var et følelsesmæssigt modent tidspunkt at lade historien udspille sig«, forklarer instruktør Lee Unkrich til BBC.
»Vi ville ikke have, at 'Toy Story 3' bare skulle være endnu en sequel uden noget interessant at sige. Da vi skabte 'Toy Story' var jeg i tyverne. Nu er jeg 42 år, gift og har tre børn, der vokser hurtigt op. Jeg har levet mere af mit liv, og det har inspireret den historie, vi fortæller i 'Toy Story 3'«, siger instruktøren videre.
Persongalleriet i 'Toy Story 3' er bl.a. peppet op af Barbie og Ken, hvor især sidstnævnte spiller en markant rolle.
'Toy Story 3' får premiere i Danmark 29. juli.
Læs flere kulturnyheder på politiken.dk
fortsæt med at læse



























