Der findes filminstruktører, der ville skære ikke så få legemsdele af for chancen for at få lov til at arbejde sammen med George Clooney og optage det meste af filmen i Italien.
Og det bare på deres anden film overhovedet. Men hollandske Anton Corbijn tager det stenroligt. For ham er filmen ’The American’, der har dansk premiere i morgen, mest af alt et personligt eksperiment, der i sidste ende skal lede frem til en beslutning om, hvorvidt han overhovedet vil være filminstruktør. Indtil videre har han haft stor succes med filmen ’Control’, der handler om Joy Divisions forsanger, Ian Curtis. Anton Corbijns filmdebut havde premiere på filmfestivalen i Cannes i 2007 og blev overdænget med kritikerros og priser. Men filminstruktør, det vil han endnu ikke kalde sig. »Jeg ser mere mig selv som en visuel kunstner«, siger han og understreger, at filmen, hvor George Clooney portrætterer en lejemorder, der søger tilgivelse i en afsidesliggende italiensk bjerglandsby, egentlig er et personligt projekt. Hans baggrund er fotografiet, og listen over klienter demonstrerer, at Anton Corbijn ikke just skal arbejde sig op fra bunden for at skabe sig et navn. Han har fotograferet verdensstjerner som Miles Davis, David Bowie og Clint Eastwood og lavet albumcovers for blandt andre U2, Rolling Stones og R.E.M. Og har instrueret musikvideoer for blandt andre Joy Division, Depeche Mode, U2 og Bryan Adams. Mindst tre film Nu er han blevet 55 år og har besluttet sig for at give spillefilmen en chance, forklarer han, henslængt i en blomstret lænestol på et hotelværelse i det indre London. »For mig handler det om, at jeg får erfaring. Det er interessant at komme ind i en helt ny verden. Da jeg lavede ’Control’, troede jeg, at det ville blive den eneste film, jeg nogensinde ville lave. Men jeg nød det så meget og lærte så meget, at jeg fik lyst til at lave en ny film«, siger han.






























