Den israelske journalist rækker sin lille båndoptager hen over mig og lægger den foran Julia Roberts, som sidder lige til venstre for mig. »Excuse me, darling«, siger han belevent. Julie Roberts lægger tøvende en pegefinger på mit revers: »Undskyld, kaldte den herre mig lige ’darling’?«, hvisker hun til mig, forbløffet. LÆS OGSÅJulia Roberts tager den store damebladstur »Jeg tror faktisk, det var mig, han kaldte ’darling’«, svarer jeg. I overensstemmelse med sandheden, for det har han gjort før. Let’s face it: Han kalder alle for ’darling’, dog næppe Julia Roberts. Hun løfter blikket mod min israelske kollega, der er en af de fem journalister rundt om bordet. Er fristet til at gå ham på klingen, man kan se en syrlighed begynde at forme sig på hendes tunge, men så lader hun det alligevel falde. »Nå. Jamen, der kan man bare se«, siger hun så. Det er godt det samme, for lige om lidt får hun rigeligt at bestille, selv om hun ikke ved det nu. Og man skal som bekendt vælge sine slagsmål med omhu. Ry for smil Jeg har hørt meget om Julia Roberts, om når hun lader sig interviewe.
Hun har ry for at være ét stort smil, sådan lidt moder Jord-agtigt generøs og åben, om end ikke rasende original. Korrekt og velvillig. Hun er, selv om alle venusmål så rigeligt er opfyldt også i en alder af 43, ingen babe og har aldrig været det, og hun har kæmpet for at blive taget seriøst og hen ad vejen tillagt sig en lidt dronningeagtig og gennemrespektabel facon.
