Et stort blåt ... væsen krabber på sin egen sarte balletfacon hen over havbunden, et delikat syn på en baggrund af okkertintede koraller.
Væsenet passerer langsomt, mens kameraet tålmodigt panorerer med det hen mod en lyserød ... organisme, der i samme nu udvider sig helt hysterisk og sluger ... væsenet, mens alt om dem farves i en sky af lilla. Rovfugle dykker ned i havet, dramatisk som nogen valkyrie hos Wagner, orienterer sig lynsnart, snapper en fisk og stiger op igen. En godmodig søko gumler græs på bunden, gnask-gnask, siger det, uforstyrreligt optaget af sit dagsværk. De to tusindtallige hære af krabber, der mødes og udkæmper et drabeligt slag, som om de lige havde set og var blevet inspireret af ’Ringenes herre’. En besynderlig og meget lidt køn fisk har småfisk boende i ørerne, en anden en, også mere sjælden end køn, har dem til at flyde ind og ud af sin mund. Alt sammen som uundværlige bidrag til, at skrøbelige økosystemer opretholdes. Og alt sammen så eksotisk, uforklarligt og uforklaret, at man dårligt kan andet end sidde og måbe. En del af fiskestimen Den nye franske ’Océans’ bliver for nemheds skyld tit kaldt for en dokumentarfilm, men ligesom med de to Jacques’er, Perrin & Cluzauds forrige film, ’Fugle på rejse’, er man ikke en døjt klogere, når filmen er omme, end da den begyndte.
