M aurizio Braucci, kort efter at Roberto Saviano udgav bogen ’Gomorra’ i 2006, modtog han dødstrusler, og siden har han levet på en hemmelig adresse og været omgivet af livvagter. Der er i det hele taget masser af eksempler på, at det er livsfarligt at modsige mafiaen. Har du eller andre medlemmer af filmholdet modtaget dødstrusler? Eller været udsat for chikanerier undervejs i tilblivelsen af filmen? »Nej, slet ikke. Det skyldes blandt andet, at vi har kunnet støtte os til frivillige organisationer, som i årevis har arbejdet med børn og teenagere i de socialt udsatte områder, hvor filmen foregår. Folk med erfaring med frivilligt socialt arbejde og med et indgående kendskab til befolkningen og stederne. Desuden har vi haft stor glæde af et teaterprojekt for børn og unge, der hedder ’Arrevuoto’, napolitansk dialekt for at gøre oprør, ryste i sin grundvold, og det henvender sig til børn fra både forstæderne og centrum, altså fra forskellige sociale klasser, som hvert år opfører et teaterstykke. Nogle af de voksne skuespillere kommer fra teatergrupper i fængslerne, for eksempel den unge Roberto, der bliver involveret i den illegale handel med affald. Da vi skulle caste filmen, benyttede vi os altså ikke af de sædvanlige agenturer, men af miljøer uden for filmverdenen«.
Fik lov at arbejde i fred
Den 42-årige, Napoli-fødte manuskriptforfatter mener, at filmholdet ikke kunne have udrettet det mindste, hvis det bare var dumpet ned i lokalområdet uden disse alliancer.
»Den lokale mafia, camorraen, opdagede hurtigt, at vi var i området. De spurgte os, hvem vi var, og hvad vi lavede, og så traf de et politisk, måske uundgåeligt, valg om at lade os arbejde i fred. Det var selvfølgelig ikke i deres interesse at tiltrække mere opmærksomhed fra politiet og medierne, end sagen allerede har gjort. Det var et meget klart politisk valg, et forsøg på at begrænse den negative omtale, der skader forretningerne«.
Camorraens enemærkerFilmen er optaget ’on location’ i den barske Napoli-forstad Scampia, der efter sigende er det sted i Italien, hvor der sælges mest narkotika. Var det ikke et problem at arbejde på camorraens enemærker? »Det usædvanlige ved disse filmoptagelser er, at vi tilbragte to måneder i Scampias sociale boligbyggeri, der er berygtet for at være fuldstændig kontrolleret af camorraen og narkotikahandlen. Så vi levede side om side med beboerne, der også gav os gode råd og fortalte os deres historier. Det, som den italienske stat ikke har formået at gøre på 30 år, gjorde vi med en film. Folk i Scampia blev meget overraskede over, at der kom folk fra resten af Italien og interesserede sig for dem. Så vi beviste, at hvis man virkelig vil, så er det muligt at gribe ind i virkeligheden. Hvis myndighederne for alvor gjorde noget, ville virkeligheden i Scampia ændre sig i løbet af et par år«.
