Lyt til artiklen
For en del år siden overværede jeg på et lille galleri Bjørn Nørgaard udføre en skulpturhappening.
Med sved glinsende på sin bare overkrop gik Bjørnen i kødet på materien. Cement, glas, kobber, roser og andet blev smadret sammen i en struktureret ophobning af stof, som efterhånden kom til at ligne en mellemting mellem en sarkofag og et Denkmal for en stor ukendt begivenhed. I materialernes vold At overvære tilblivelsen af denne skulptur i rum og tid – så snart den var færdig, var den moden til at blive fjernet igen – gjorde et voldsomt indtryk.
