Før hed den Altoona og lå i det centrale Pennsylvania. Men siden kl. 13 i går (lokal tid) har byen fået det noget mindre mundrette navn POM Wonderful Presents The Greatest Movie Ever Sold.
Byen er blevet omdøbt efter en ny film, og selv om det kun er for en 60-dages periode, skæpper de 25.000 dollar pænt i en slunken kommunekasse, forlyder det i lokale medier. Pengene kommer fra instruktøren Morgan Spurlock, hvis nye dokumentar havde amerikanske premiere i denne uge.






























