Vores tid kommer’ er Romain Gavras’ første fiktionsfilm, men den 29-årige instruktør er allerede en garvet herre, når det handler om at skabe furore med sine billeder. I musikvideoen til M.I.A.s ’Born Free’ lader han amerikanske soldater internere rødhårede drenge, som var de jøder under Anden Verdenskrig, hvorefter de tvinges til at løbe ind over et minefelt med døden til følge.
Stiliserede provokationer
I videoen til Justices ’Stress’ følger kameraet en gruppe unge arabere på et destruktivt togt gennem forstæderne Clichy-sous-Bois og Montfermeil uden for Paris; de bydele, hvor de voldsomme optøjer startede i 2005.
De kontroversielle musikvideoer fortæller nøgternt observerende og uden den fordømmelse, det ikke skorter på fra omverdenen.
»De venstreorienterede kaldte mig et fascistisk røvhul, og de højreorienterede kaldte mig at anarkistisk røvhul, så røvhullet må have gjort noget rigtigt«, siger Romain Gavras om den voldsomme reaktion på ’Stress’ i Frankrig.
Rødtoppet roadmovie burde sætte ild til håret FILM møder ham en fredag morgen på Hotel27 i København, hvor vi får en firedobbelt espresso, mens William og Kate bliver gift på tv-skærmene i baggrunden. Han er en smule bagstiv, konstant kæderygende og overraskende venlig. Hans musikvideoer er enormt stiliserede provokationer, og i perioder har han nægtet at udtale sig til pressen på grund af de voldsomme reaktioner, så jeg havde frygtet lidt af en krukke. En fordom, der næres af Gavras’ baggrund. Som søn af instruktørlegenden Costa-Gavras (’Z’) er han vokset op i branchen og var bedste ven med instruktør Kim Chapiron (’Dog Pound’), nabo til instruktør Matthieu Kassovitz (’Hadet’) og kammerat med stjerneskuespilleren Vincent Cassel, der har finansieret ’Vores tid kommer’. Alle er de børn af kunstnere, instruktører og skuespillere og dannede i 1995 kollektivet Kourtrajmé, hvor de lavede kortfilm med forældrenes udstyr. Frelste venstreorienterede Kourtrajmé er senere blevet brugt til at støtte projekter i de nedslidte parisiske forstæder, der forsøger at give de undertrykte en stemme, f.eks. filmen ’365 jours À Clichy – Montfermeil’, hvor instruktøren Ladj Ly fortæller om, hvordan det er at bo i de områder, hvor urolighederne startede. Jeg har længe haft det en smule ambivalent med projektet og musikvideoerne, som jeg kunstnerisk er helt vild med og finder politisk prisværdige, men samtidig er jeg også en smule mistænksom over for en gruppe meget privilegerede mennesker, der laver populærkulturelle produkter ud af at tale de undertryktes sag.
