»Åh, nej!«, tænkte jeg, da jeg forleden på fjernsynet så Lars von Trier begå, hvad der vel må kaldes et af den senere tids mere spektakulære karakterselvmord.
Nogle gange skal der ikke så mange ord til at udtrykke, hvad man tænker. Og med yderligere tre gloser havde jeg ret præcist formuleret, hvad der rørte sig i mig. »Hold nu kæft!«. Andre gange tager det tid at forklare sig ordentligt. Og visse emner egner sig ualmindelig elendigt til improviseret ironisk slapstick i kort form ansigt til ansigt med den internationale presse. Nazismen for eksempel. Og Holocaust. Det er så der, man plejer at holde lav profil. Med mindre man hedder Lars von Trier. Men sådan kender vi ham. Som uberegnelig og provokerende. Og det overraskende var egentlig ikke, at han for så aldeles vild i sine egne associationer, at han på mumlende skoleengelsk kom til at aflevere en uskøn ironisk sammenplantning af sin interesse for Adolf Hitler, sin betagelse af det 3. riges æstetik, sin egen fortid som næsten jøde og et par drillerier af kollegaen – og jøden – Susanne Bier.
