Juryen under ledelse af den amerikanske instruktør Darren Aronofsky ('The Wrestler', 'Black Swan') foretog et radikalt valg, da den lørdag aften valgte at afslutte en virkelig god årgang i Venedig med at overrække Guldløven til den russiske instruktør Aleksander Sokurov for hans frie fortolkning af Goethes 'Faust'. Filmen blev ellers af mange betragtet som manddomsprøven på den 68. filmfestival i Venedig. Et udmarvende og aparte stykke filmkunst, som fik de fleste til at sukke og stønne, men også mange til at juble, da den var slut. Filmen begynder med, at doktor Faust roder rundt inde i et lig i et forgæves forsøg på at finde sjælen.
Det er så indledningen til 134 minutters overophedet tysk-filosofisk kværnen i en film, hvor ordene vælter ind over billederne, og intet andet end det fysiske ubehag føles realistisk.




























