Filminstruktøren Lars von Trier ville ønske, at han aldrig havde lavet filmen ’Dogville’, hvis det viser sig, at den norske massemorder Anders Behring Breivik ligefrem har ladet sig inspirere af dens dramatiske slutning til sin massakre på øen Utøya. På Breiviks nu lukkede profil på Facebook figurerede ’Dogville’ som nummer tre på listen over den 32-årige nordmands yndlingsfilm, og selv kan Lars von Trier sagtens få øje på lighederne mellem blodbadet på Utøya og filmens slutning. »Jeg har det vanvittig dårligt med at tænke på, at ’Dogville’, som ellers i mine øjne er en af mine mest vellykkede film, skulle have været en slags drejebog for ham. Det er rædselsvækkende«, siger Lars von Trier. Har altid et pædagogisk sigte med sine film ’Dogville’ ender med, at den kvindelige hovedperson spillet af Nicole Kidman, som er blevet misbrugt af de smålige og skinhellige indbyggere i landsbyen Dogville, lader sin fars gangsterbande skyde dem alle ned. »Min hensigt med ’Dogville’ var fuldstændig modsat. Nemlig at undersøge, om man kan acceptere en hovedperson, som hævner sig på hele landsbyen. Og her tager jeg absolut afstand fra hævnen. Det er en måde at nuancere hovedpersonen og vores følelser på og måske oven i købet afdække det, så det netop ikke bliver sort-hvidt«. Helt sådan har Anders Breivik næppe forstået filmen.
LÆS OGSÅ Filminstruktør: Krarup gødede jorden for terror
Om han ligefrem har ladet sig inspirere af den, vides ikke, men han nævner den som en favorit mellem film som ’Gladiator’ og ’300’. Og selv mener Trier, at »’Dogville’s slutscene bringer meget ubehagelige mindelser om Utøya«. »Og så kan du spørge, om jeg er ked af, at jeg har lavet filmen. Og ja, hvis den har givet sig det udslag, så er jeg ked af, at jeg har lavet den. Men det er klart, at jeg også har et pædagogisk sigte med mine film, selv om jeg nødig vil være ved det, og mit sigte går i hvert fald i den stik modsatte retning af Breiviks handlinger«, siger instruktøren, der i øvrigt mener, at hele Danmark har grund til selvransagelse oven på tragedien i Norge. Pia Kjærsgaards ansvar Forleden spurgte en belgisk journalist Lars von Trier, hvordan han som dansker har det med, at Breivik i sit manifest flere gange fremhæver Danmark som det eneste anstændige land på grund af den danske politik over for muslimer. »Det gør mig virkelig ondt, men jeg forstår det godt«, siger Lars von Trier. »For man må jo gribe i egen barm og sige: Hold kæft, ja! Vi skulle have gjort meget mere vrøvl i tide. Så kunne vi måske have reddet de børn og unge på den ø. Vi skulle have gjort meget mere op med Dansk Folkeparti. For det er den holdningsændring, som de har fremprovokeret, og som vi andre bare har ladet ske, vi betaler prisen for nu«.




























