Det hele begynder i stilhed. I et udstillingsrum med kunst på væggene sidder en mand som en grubler, vendt indad i egne tanker. Frem på filmens lydspor pibler Keith Jarretts fortolkning af Georges I. Gurdjieffs ’Reading for Sacred Books’. Manden i billedet er pladeproducer og direktør Manfred Eicher fra det verdensberømte ECM Records. Vi ser hans tærede ansigt i nærbillede. Han bare sidder. Scenen varer omkring et minut og iscenesætter hele denne halvanden times dokumentarfilms tematik: fordybelsen i øjeblikket og forholdet mellem lyd og stilhed. Rammen er rejsen. Eicher tager rundt i verden for at medvirke som producer ved forskellige indspilninger med selskabets kunstnere. Vi ser og hører flere af dem – Arvo Pärt, Eleni Karaindrou, Dino Saluzzi, Gianluigi Trovesi, Anouar Brahem – fortælle om deres musik og kunstneriske intentioner.
Vi følger musikalske prøver og koncertøjeblikke. Her er ingen forceret dramaturgi eller hektisk klipning for at peppe noget op, men masser af dvælende øjeblikke, rolige toner i luften og tid til fordøjelse og refleksion. Filmen demonstrerer i høj grad tålmodighed på musikkens vegne. Svær ambition lykkes De enkelte afsnit kædes sammen af Eichers rejser fra sted til sted: den smukke indflyvning gennem skyerne til en storby i eftermiddagslys. Det flimrende landskab, der glider forbi uden for et togvindue. Produceren på bagsædet af en taxi i Athen. Kameraet, der suges gennem Københavns metro. Imellem disse opbrud i bevægelse ligger filmens egentlige kernesteder, de øjeblikke, hvor musikken bliver til, og hvor kameraet beredvilligt dvæler. Man kan indvende, at instruktørerne, der har fulgt Eicher igennem fem år, helt har ladet sig opsluge af dennes musikfilosofi med dens finkulturelle selvhøjtidelighed og dybsindige kunstæstetik.
