Da Eddie Murphy for seks år siden fik den oprindelige idé til 'Svindel på højt plan', var ord som finanskrise, recession og Occupy Wall Street endnu ikke blevet del af hverdagssproget.
Men i Murphys komedie fornemmer man nu tidens dysfunktionelle verdensøkonomi og harmen over finansielle svindlere som Bernie Madoff, Stein Bagger og andre spekulanter, der med pyramidespil og ponzi-fiduser har udraderet mangt en menig mands pensionsopsparing.
Fjenden er finansfyrster
'I 'Svindel på højt plan' er fjenden vor tids finansfyrster og grådige børsspekulanter. Omdrejningspunktet er som i et andet mikrokosmos et eksklusivt lejlighedskompleks i New York. Her har bygningens ejer, rigmanden Arthur Shaw (Alan Alda), forvaltet sine ansattes pensionsopsparinger - og mistet alt.
ANMELDELSE Den lille mand udfordrer Wall Street i komisk krimikup
Mens den ellers så sympatiske bedrager er i husarrest i sin enorme penthouselejlighed, beslutter en håndfuld tidligere ansatte og konkursramte beboere sig for at stjæle pengene tilbage. Anført af bygningens tidligere manager (Ben Stiller), der bliver godt hjulpet på vej af en streetwise småforbryder i skikkelse af Eddie Murphy, går den vilde kupjagt over skyskraberne.
LÆS OGSÅEddie Murphy trækker sig som Oscar-vært
»Min oprindelige idé til filmen tog egentlig bare udgangspunkt i et slæng af utilfredse arbejdere, der ville begå et kup mod en bygning i New York«, siger Eddie Murphy, da FILM
møder holdet bag 'Svindel på højt plan' i New York.
Ville lave sjov kupfilm
Udgangspunktet var en sjov kupfilm, der som mange kupfilm før den allierer sig med den lille mands oprør mod en uretfærdig verden og tidens kriminalitet.
»Men så kom alt det andet ind over og påvirkede filmens udvikling«.
'Alt det andet', som Eddie Murphy hentyder til, er, hvad der skete i den virkelige verden - det verdensøkonomiske jordskælv og ikke mindst investeringsspekulanten Bernard Madoffs svindlerier.
Madoff, der blev anholdt i december 2008, var årsag til, at tusindvis af investorer, små og store, tilsammen mistede milliarder af dollar. Fondskapital og pensionsopsparinger svandt ind til det rene ingenting, og mange af de hårdest ramte privatinvestorer måtte gå fra hus og hjem, alt imens økonomien ramlede overalt og stadig gør det.
Husarrest i sit eget luksusliv
Nok blev Bernard Madoff i sidste ende idømt 150 års fængsel, men mens efterforskningen stod på, sad den skrupelløse spekulant i husarrest i sin luksuriøse New York-lejlighed - ikke just billedet på retfærdighed for de frarøvede investorer.
Bernie Madoffs husarrest endte med at blive en afgørende inspiration for 'Svindel på højt plan'.
Adskillige manuskriptforfattere havde siden projektets fødsel været koblet på for at færdigudvikle Eddie Murphys spæde kupidé, men først da manuskriptforfatteren Ted Griffin kom om bord, tog historien sin endelige form.
LÆS OGSÅDet indignerede sorte grin fylder 50
Griffin, der er en erfaren kupfilmmager og blandt andet har skrevet manuskriptet til 'Ocean's Eleven', var overbevist om, at man skulle skele til den nye virkelighed og den økonomiske nedsmeltning.
»I stedet for bare at være et kup, der fandt sted i The Trump Tower i New York, udviklede vi ideen, så det blev til et kup mod en rigmand, der snød folk, så det drev, og kom i husarrest i sit eget luksusliv. Så ja, der er meget, der minder om Madoff«, siger Ted Griffin og tilføjer, at han under skriveprocessen ellers var overbevist om, at den finansielle krise ville være afblæst, når filmen endelig lå færdigklippet og premiereklar.
Kan Madoffs ofre grine med?
Den bemærkelsesværdige aktualitet er svær at overse. Mens 'Svindel på højt plan' bliver promoveret for verdenspressen i eksklusive hotelomgivelser og med udsigt til Central Park, kradser virkelighedens krise stadig, og protestaktionerne runger på Wall Street ikke langt derfra.
»Jeg er glad for, at det er en film med en relevans og en mening. Men selv om det er et godt rygte, er det altså ikke os, der har planlagt Occupy Wall Street-bevægelsen som et led i vores markedsføring«, siger instruktøren Brett Ratner, som var manden, der fik til opgave at få en film ud af Eddie Murphys ideer.
LÆS OGSÅEddie Murphy-komedie er grov uden at være sjov
»Eddie og jeg var meget enige om, at filmen skulle have sit fundament i virkeligheden, og at publikum skulle kunne relatere sig til persongalleriet. Men vi ville først og fremmest bare lave en gedigen underdog-historie og anede ikke, at virkelighedens verden ville indhente os så meget undervejs«, siger Ratner, der tidligere har instrueret actionkomedierne 'Rush Hour 1-3'.
Glemme virkelighedens krise
Alan Alda, der spiller den forlorne rigmand og genstand for hele kuppet, har forhåbninger, der strækker sig lidt længere end Ratners.
»Jeg håber, at filmen rammer dem, der er berørt af virkelighedens krise. Hvis de i bare halvanden time kan formå at glemme, hvad de selv går igennem, er jeg tilfreds. Men jeg ved det ikke. Jeg kender mennesker, som har været i kløerne på Madoff og har mistet alt, og jeg ved ærlig talt ikke, om der er noget som helst i verden, de mennesker synes er sjovt længere«.
Det er nu ikke første gang, at den aldrende Alan Alda har balanceret mellem barsk virkelighed og lun komik, for den i dag 75-årige skuespiller leverede op gennem halvfjerdserne trofaste latterafbræk i komedieserien 'M*A*S*H', der udspillede sig på et amerikansk felthospital under Koreakrigen.
»Der blev folk jo skudt sønder og sammen, og alligevel var der plads til humor. Så forhåbentlig er det også tilfældet her«.
FACEBOOK




























