På et tidspunkt op igennem 80’erne og 90’erne var det sådan, at hvis jeg så en film, hvori der medvirkede en lille bande af unge drønnerter, der gik rundt og stjal fra folks lommer, og som var styret af en ulækker gammel mand fra et loft, tænkte jeg, at filmen nok faktisk var en egensindig filmatisering af Dickens’ ’Oliver Twist’ og lommetyvekongen en ny version af Fagin. På samme måde med Shakespeare. Hvis en pa- eller matriark i for- eller nutid satte sig for at dele sit rige, alternativt sin virksomhed, mellem sine tre-fire arvinger, var det en moderne fortolkning af ’Kong Lear’.
I de år så en moderne film over ’Kong Lear’ både ud som Kurosawas feudale samourai-epic ’Ran’ og som Gus Van Sants bizarre ’My Own Private Idaho’! 13-19-årige åd det råt Ikke mindst 1990’erne var dekonstruktionens årti i amerikansk film.
