Toppen af Hollywood satte hinanden stævne 8. november for at debattere filmens fremtid på en konference arrangeret af branchebladet Variety.
’Future of Film’ hed det slet og ret, og over to dage blev finansiering, markedsføring, distribution og digital udvikling endevendt. Lad det være slået fast med det samme: Der var ingen endegyldig opskrift på succes, men der var et par ting, som alle, der indtog podiet, kunne blive enige om: Branchen er ramt af en verdensøkonomi i knæ, og teenagedrenge er vanskelige at få væk fra computeren og ind i biografsalen. Ingen overraskelser der.




























