Det begyndte så muntert på pressemødet for knap otte måneder siden i Cannes.
En veloplagt von Trier jokede med pressen, og stemningen var helt igennem hyggelig i festivalpalæet under pressemødet for von Triers undergangshit 'Melancholia'.
Men så knækkede filmen.
LÆS OGSÅ Cannes-ledelse kritiserer von Triers nazi-udtalelse
Von Trier fik rodet sig ud i en styg sætningskonstruktion, der endte med ordene 'I'm a nazi', og selv om næppe mange danskere var i tvivl om, at der blot lå tyk dansk sarkasme bag ordene, blev franskmændene godt og grundigt sure.
Cannes Filmfestival smed von Trier på porten og erklærede ham 'persona non grata', mens den franske anklagemyndighed gik i gang med at undersøge, om man kunne retsforfølge instruktøren for udtalelser, der retfærdiggjorde eller forherligede krigsforbrydelser.
Han udtrykte sig på et sprog, der ikke var hans eget under meget stressende omstændigheder
Kan ikke retsforfølges
Det kunne man ikke, viser det sig nu. Ifølge The Hollywood Reporter er anklagemyndigheden i den sydfranske by Grasse nået frem til at droppe sagen mod danskeren.
»Sagen er officielt lukket. Myndighederne vil ikke sigte von Trier«, siger den franske anklager Jean-Michel Cailleau til det amerikanske brancheblad.
»Det var ikke hr. von Triers mening at retfærdiggøre krigsforbrydelser. Han udtrykte sig på et sprog, der ikke var hans eget under meget stressende omstændigheder«.
»O.k., jeg er nazi«
Cailleau var selv i sidste uge ude at sige, at der efter hans opfattelse ikke burde rejses sag mod von Trier, men det var op til justitsministeriet, den overordnede anklagemyndighed i Frankrig, at tage den endelige beslutning.
LÆS OGSÅ Anklager: Von Trier bør ikke tiltales for naziudtalelser
Den er nu taget til von Triers fordel efter et halvt år i uvished, hvor instruktøren på begæring af fransk politi er blevet afhørt af Nordsjællands Politi og har fået sine tyske familieforhold undersøgt.
Alt sammen på grund af spørgsmålet om koblingen mellem tysk æstetik og egne tyske rødder, som von Trier svarede således: (sammenskriv, som de amerikanske medier gengiver det)
DOKUMENTATION
DOKUMENTATION: Det sagde Lars von Trier»Jeg ville rigtig gerne være jøde, så fandt jeg ud af, jeg i virkeligheden var nazi. Min familie var tysk, Hartmann, hvilken jeg også fandt en vis nydelse i. Jeg forstår Hitler, han gjorde bestemt nogle forkerte ting, men jeg kan godt forestille mig ham sidde der i sin bunker, mens enden nærmer sig...nå, hvordan kan jeg komme ud af denne sætning? O.k., jeg er nazi«.
Først pris, så frikendelse
Udtalelserne fik blandt andet den franske organisation BNVCA, Det Nationale kontor for Årvågenhed mod Antisemitisme, til at politianmelde von Trier for at overtræde en række love i fransk strafferet, som forbyder forsvar eller forherligelse af krigsforbrydelser. Loven har en strafferamme, der giver mulighed for op til fem års fængsel.
Men alt det er nu fortid, selv om udtalelserne ifølge Jean-Michel Cailleau bestemt ikke var for kvikke.
Vi modtog en oprigtig undskyldning og ønsker nu ikke at gøre mere ud af sagen
»Vi var selvfølgelig chokerede over hans ord, og det var helt naturligt for de involverede parter at reagere, som de gjorde«, siger Cailleau til Hollywood Reporter, men tilføjer:
»Vi modtog en oprigtig undskyldning og ønsker nu ikke at gøre mere ud af sagen«.
’Melancholia’ modtog prisen som årets bedste europæiske film ved European Film Awards i Berlin i lørdags.
Dansk film scorede toppriser i BerlinVon Triers kone Bente tog imod prisen på instruktørens vegne. Von Trier selv har - siden affæren om naziudtalelser brød rigtig løs - holdt sig fra at udtale sig om noget som helst i offentligheden.
Den stil holder han fast i. Von Trier har ingen kommentarer til meldingerne fra det franske, oplyser Zentropa til politiken.dk.
fortsæt med at læse




























