Sølvræv får kvinder på hjernen - men ikke på andre legemsdele

Gianni har travlt med at kigge efter kvinderne. Men hvorfor får hængerøven dog aldrig gjort noget ved det?
Gianni har travlt med at kigge efter kvinderne. Men hvorfor får hængerøven dog aldrig gjort noget ved det?
Lyt til artiklen

Over livets middagshøjde bliver man jo usynlig som sexobjekt, men det virker som bekendt ikke omvendt: Gianni med rutinestørknet ægteskab og selvopslugt teenagedatter i Trastevere-lejligheden er nydelig, men 50+ og dermed gennemsigtig for de yngre kvinder, der vimser og vugger gennem hans synsfelt, når han ligesom gadens andre gamle drenge artigt lufter hund.

Plus den skønne kvindelige underbos hund. Eller når han tilkaldes af sin krævende gamle mor og hendes yppige husholderske. Eller når hans kammerat prøver at skaffe dem begge ild på cigaren. Eller når ... Gianni får kort sagt kvinder på hjernen – men ikke på andre legemsdele.

Underdrejet hormonbombe
Skuespilleren Gianni Di Gregorio fik i 2008 en sympatisk international succes med sin slentrende instruktørdebut ’Sommerfrokost i Rom’ om samme Gianni, spillet af ham selv.

»Altid en gentleman«, jubler moderens blånende veninder nu igen, når Flinkesen kører dem hjem, men diagnostisk set er han en totalt underdrejet hormonbombe, et (for?) tidligt pensioneret tilfælde af svært aggressionshæmmet depression.

Uforløst

Som instruktøren siger i et bonus-interview, oplever jævnaldrende kvinder samme tilstand (og det strejfes i en enkelt scene). Men hvorfor får den hængerøv så ikke genskabt noget med sin pæne kone? Eller den gamle skolekæreste, han opsøger?

Musikalsk, smukt fotograferet og befriende u-klam er Giannis ny tragikomedie fra et varmedirrende Rom; men resigneret og uforløst. Som manden selv.

FACEBOOK

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her