Det må blive et emne for fremtidige biografier om spillerne inden for dansk film i 00’erne, nøjagtig hvilke slagsmål der udspillede sig bag kulisserne i månederne op til i går, da en nydannet fond, De Københavnske Filmfestivaler, kunne bekendtgøre, at de to hidtidige festivaler, Natfilmfestivalen og Copenhagen International Film Festival (CIFF), nu er blevet fusioneret og konstitueret. I går var der lutter smil og fordragelighed, og arbejdet med at finde en løsning har da også taget over et halvt år, med mæglerassistance fra teaterdirektør Jon Stephensen. »Selv har jeg ikke været en del af slagsmålet«, siger den nye fonds første formand, Michael Christiansen, der knap nåede ud af porten på Det Kgl. Teater, før han altså skiftede det analoge teater ud med det digitale. »Men jeg er en del af kompromiset mellem de to parter«, siger han, »og det er da smigrende for mig«. Festival med dansk kant Michael Christiansen, der var direktør for Det Kgl. Teater i årene 1992-2007, har først været med i planerne i et par dage og er blevet rollebesat som den udefrakommende, der kan skalte og valte uden særinteresser nogen steder. Derudover har det næppe skadet, at Michael Christiansen har et netværk uden for det i filmmæssig forstand fladtrådte, som festivalerne hidtil har været afhængige af. »Den nye festival skal ikke genopfinde sig selv som en kopi af en af de store i Europa«, fastslår Christiansen. »Den skal have en dansk kant, og det bliver den nye direktørs opgave at definere den«.

Kunne mærke presset
Det er ingen hemmelighed, at sammenlægningen af de to festivaler ikke var festivalernes egen idé, men derimod et diktat fra de københavnske kommunalpolitikere, der ikke så rimeligheden i at støtte to festivaler, der grundlæggende havde samme mål. Støttebeløbet på 2,8 millioner kr. ligger fast, og festivalerne kunne mærke presset, da de begge stadig fandtes.

»Økonomien i Danmark er simpelthen for lille til to festivaler«, siger Kirsten Dalgaard, der var bestyrelsesformand i den nu hedengangne Natsværmerfonden, »og det blev meget tydeligt i de seneste år, at det blev trangere og trangere for os alle. Men ja, historien er, at vi blev stærkt tilskyndet til at slå os sammen af de bevilgende myndigheder, fordi de mente, vi havde overskredet grænsen for, hvor meget de kunne hjælpe med«.

Stadig i udvikling

Kirsten Dalgaard, der fastholder, at slagsmålet mellem Natsværmerne og CIFF’erne mere har været en historie i medierne end i bestyrelsens virkeligheden, siger, at profilen for den nye festival stadig er »et work in progress«: »Men det skal være en international filmfestival med en opsøgende progressiv kant. Filmene skal typisk være nogle, som de danske distributører ikke i forvejen ville tage hjem, og der skal være både undergrund og overraskelser«.

Heller ikke Jens Gehl fra den tidligere Copenhagen International Film Festival har noget at udsætte på det resultat, han og de øvrige i festivalernes bestyrelse har fundet frem til:

»Nu er vi samlet i én organisation og kommer dermed til at nyde godt af synergieffekten, og vi er kommet så langt, som vi kan komme, op til direktøren for festivalen er ansat«.

I år 2009, og der er gættet på et tidspunkt i foråret mellem festivalerne i Berlin og Cannes, debuterer den nye festival i København.