Gensyn med gammel kærlighed kan selvfølgelig godt være lidt skuffende: Tiden går ikke sporløst hen over den fordums elskede - for slet ikke at tale om én selv!
Og drejer det sig så om mere bekostelige gensyn som animationsfilm, der skal have dansk tekst og danske stemmer for at gå som børnefilm, kan tvivlen helt blokere for gensynet.
For kan man forvente, at nye generationer skal lade sig røre af forældrenes eventuelle sentimentalitet? Nej, man forstår i og for sig godt de overvejelser, der har fået Disney i Danmark til at afstå fra at sende den ny film i biografdistribution.
Indtil man ser filmen, altså. Så bliver det alligevel uforståeligt. For det er på nogle måder en bedre film end de forrige forsøg på at genoplive de skingre hånddukker i filmatisering af velkendt stof: Muppets i ' Et Juleeventyr', i ' Skatteøen', med ' Troldmanden fra Oz' og i rummet ( alverdens rumoperaer).
Og de oprindelige hånddukkers ( manual puppets) charme, den stærke karaktertegning, er helt intakt. Netop den charme, som nutidens danske forældre mellem 25 og 45 alle har nydt som børn - sammen med deres forældre, som nu er os bedsteforældre. Udgør det mon ikke et publikum?
Er tiden løbet fra The Muppets?
Vel var Muppets ophavsmand, Jim Henson, ikke Shakespeare, lige så lidt som Kermit er nogen Teenage Mutant Ninja Turtle ( som en mindreårig publikummer spørger ham om i denne film - men hvilken mindreårig kan i dag huske the Ninja Turtles?).
Og Miss Piggy er da heller ikke Meryl Streep, selv om hun - med tak for lån til ' The Devil Wears Prada' - tangerer det i denne ny film, hvor hun er blevet redaktør på modemagasinet Vogue!
Filmen er faktisk ikke nogen helt udelt fryd, blandt andet lider den af nogle særlige Disney-børnesygdomme såsom umotiverede sang-og dansenumre med alt for sødladne skuespillere og dansestatister i en tvivlsom hyldest til den gennemsnitlige lilleby Smalltown og the American way of life. Her bor Gary og Mary, hans forlovede gennem ti år, plus Garys ' bror' Walter - som er en anonym Muppet, vi aldrig før har set.
Men grundplottet er alligevel så underfundigt, at det slår de tidligere filmparodier på kendte historier. Her parodierer Muppets nemlig kun sig selv, og samtidig handler historien netop om det spørgsmål, der ligger bag filmen selv: Er tiden løbet fra The Muppets?
For da Gary og Mary og Walter besøger The Muppet Theatre i Los Angeles, viser det sig, at det faldefærdige sted er overtaget af en oliemilliardær under påskud af at ville oprette et Muppet-museum - men reelt for at rive det ned og bore efter olie.
Stærk Chris Cooper
Milliardæren Tex Richman spilles af skønne, sammenbidte Chris Cooper med det slidte fjæs, og alene det at få ham til at optræde med et sangnummer ( det første nogensinde, så vidt jeg ved) om den menneskefjendske kapitalists snerrende konstatering af, at verden har ændret sig - det er en sejr for filmen og værd at opleve for den, der har nydt hans indædthed i ' Capote', ' Syriana' og andre hårdkogte roller.
Salget af The Muppet Theatre har de to kværulerende gamlinge i logen stået for - tvivlsomme deltagere i fællesskabet har de jo altid været med deres vidunderlige brok.
Men Muppets kan vinde stedet tilbage, hvis de med et nyt show på rekordtid kan indtjene 10 millioner dollar, siger den gamle kontrakt.
Sammen igen med et formål
Og derfor prøver Kermit med Walters hjælp at samle det gamle hold fra nær og fjern: stand-upperen Fozzy the Bear fra en tredjerangsvarieté i Reno, primadonnaen Miss Piggy altså fra Vogue-redaktionen i Paris, under navnet Madame Cochonny osv.
Men kan de sammen med Gonzo the Great, regissøren Scooter og hans makker Beauregard, Rowlf the Dog ved pianoet og Den Svenske Kok og hele resten af det velkendte dukkezoo klare ærterne og stable et show på benene til tiden?
De kommer i hvert fald ind på en tv-kanal ved et afbud, og nu mangler de kun en celebrity host, der - ligesom Bob Hope, Julie Andrews, Dom DeLouise, John Cleese og alle de andre dengang - kan udgøre det menneskelige islæt i dette sære music hall-show.
Til den rolle kidnapper de så skuespilleren Jack Black, som trommelageren Animal kender fra et terapihold i... aggressionskontrol!
Mangler vildskab
Sangene er et af de svageste punkter i filmen.
Musicaloptrin med Smalltowns indbyggere - herunder oldingen Mickey Rooney med kærlig hilsen til de gamle Disney-realfilm - er én ting, men der er også bedre sangnumre: En slags splitscreen-duet mellem historiens to forsmåede kvinder, Mary og Miss Piggy, om ' A Party Just for One' kan gå hen og blive et hit.
Jeg savner den vildskab og det tempo, de gamle show havde, men The Muppets er alt i alt blevet et vellykket gensyn. De dukker, som Jim Henson opfandt de første af til Sesame Street-programmerne tilbage i 1969, er klassikere i animation såvel som i tv-underholdning, belønnet med adskillige Emmy-priser og nomineret til talrige flere gennem tiden.
Kunne godt have fortjent biografdistribution
I vore digitale dage er det ingen kunst at få grisedukker til at flyve eller en grøn hånddukkefrø til at gøre grimasser, ingen hånd kan mime. Men det er en kunst at skabe tydelige og morsomme karakterer som en grøn frø, der bærer alverdens skyld og ansvar på sine ultrasmalle skuldre og alligevel gør det med et smil.
Det er også en kunst at lægge så megen alvor ind i løjerne, at man kan komme af sted med at kommentere sit eget projekt i showbusiness: at skaffe nogle elskede, men efterhånden godt brugte og reelt afdankede figurer en veritabel genopstandelse.
Det kunne godt have motiveret til en dansk dubbing med biografdistribution.
fortsæt med at læse
