Hvis man skal tro Yorgos Lanthimos' film, er der noget rigtig, rigtig galt i Grækenland. Og ikke bare hvad angår den økonomiske situation. I 'Dogtooth' fortalte han om vanrøgt i en familie, hvor mor og far opdrog deres tre næsten voksne børn som dyr, opfordrede til incest og lærte dem et alternativt sprog til en alternativ verden. LÆS OGSÅBeskyttertrangen går bersærk i mesterligt græsk drama Og i 'Alperne' tilbyder en gruppe mennesker at agere stedfortrædere for nyligt afdøde for at lindre sorgen hos de efterladte. De kalder sig selv ‘alperne’, fordi netop bjergene i alperne er uerstattelige ifølge gruppens leder. Det er sygt nok i sig selv, men internt i gruppen hersker der også en destruktiv konkurrenceiver, der afslører, at det terapeutiske mindst lige så meget går på alperne selv som på de mennesker, de skal forestille at hjælpe. Dirty talk i dobbeltsengen Hvis der var nogen tvivl om, at de nye græske film repræsenterer en absurdistisk bølge - af internationale kritikere kaldt den græske weird wave - er der det ikke længere. Yorgos Lanthimos og Athina Rachel Tsangari ('Attenberg') tegner nu gennem efterhånden en håndfuld film et portræt af en generation, der ikke er klædt på til livet, men lever i et besynderligt parallelunivers, hvor forældregenerationen har fejlet og de unge er kastet ud i et nedslidt og grænseløst ingenmandsland uden regler og retning. Det virker efterhånden mere end oplagt at læse film som 'Dogtooth' og 'Alperne' som billeder på et samfund på randen af bankerot. LÆS OGSÅAbsurd græsk drama er en åbenbaring 'Alperne' følger det lille firma bestående af mennesker, som tilbyder at træde i de afdødes sted. De ledes af en ambulancefører, der har tildelt sig selv kodenavnet Mont Blanc, som slår hårdt ned på enhver ulydighed over for gruppens bizarre regler og moralkodeks, som blandt andet betyder, at den unge gymnast (Ariane Labed fra 'Attenberg') konstant irettesættes og tortureres af lederen og af hendes sadistiske gymnastiktræner. De første fire besøg er gratis, lokker de, og efterspørgslen fejler tilsyneladende ikke noget. Den triste sygeplejerske (Aggeliki Papoulia, der spillede den ældste datter i 'Dogtooth') spiller således både rollen som den tennisspillende datter på skødet af den sørgende far og rollen som afdød hustru - helt ud i ekstremerne, som når manden instruerer hende i, hvordan den afdøde hustru talte dirty talk i dobbeltsengen, og hun tonløst fremsiger replikkerne, som var hun en robot. Lefler ikke Hvordan så følelsesløse ordudvekslinger nogensinde skal forestille at trøste nogen, er et af filmens absurde paradokser. Da sygeplejersken indtager en rolle uden at meddele det til Mont Blanc, ved vi, at det kommer til at koste hende, men det er faktisk også filmens eneste ydre drama. For ligesom i 'Dogtooth' dyrker Lanthimos det langsommeligt gådefulde. Hvem er disse mennesker, hvordan har de fundet hinanden, og hvorfor er deres tilstedeværelse ønsket? Det er spørgsmål, der forbliver ubesvarede gennem filmen, der mildt sagt ikke lefler for tilskueren, men pirrer og irriterer med sin tilbageholdende vidensdosering. 'Dogtooth' havde en gru, et vanvid og en enestående billedside, der gav dens social(u)realistiske fortælling karakter af modernistisk fabel, men 'Alperne' har ikke den samme insisterende nødvendighed i fortællingen. Og fordi tilskueren i endnu højere grad end i 'Dogtooth' holdes ud i strakt arm, forbliver 'Alperne' en intellektuel filmoplevelse, der aldrig river i følelserne. FACEBOOK