»Jeg lader gaden fortælle mig alting«, siger den spændstige, altid cyklende, nogle og 80-årige fotograf Bill Cunningham tidligt i Richard Press’ loyale film om ham.
Siden 1960'erne har Cunningham dokumenteret, hvordan folk har brugt tøj og skabt modetendenser i New York.
Og i nu mere end 30 år har avisen New York Times bragt hans observationer fra gadebilledet især, men også fra high society-parties og velgørenhedsfester.
Selv kalder Cunningham sig besat af tøj, og det har denne her gademodens pionerfotograf og kulturantropolog været, siden han var ung.
Ekstravagance og ekshibitionisme
Instruktøren Press' fascination af ham er forståelig.
Sin indflydelse i modebranchen til trods fremstår Cunningham i filmen som en beskeden, uafhængig, arbejdsom og oftest smilende mand, der interesserer sig for sagen frem for spektaklet.
Ekstravagance og ekshibitionisme finder han i sine medmennesker, hvorimod han selv - altid iklædt blå kittel - ikke gør noget særligt væsen af sig.
Sådan har han tilsyneladende altid været, fremgår det af årtiers gamle arkivoptagelser med ham.
I al slags vejr - døgnet rundt
Det paradoks er drivkraften og nerven i portrættet, og det støttes af interviewsekvenser med modenotabiliteter, af hovedpersonens egne udtalelser og af nærbilleder fra hans negativproppede lille lejlighed i Carnegie Hall. Ældre optagelser og interview med nogle af hans få, nære bekendte fungerer lydefrit i filmen.
Men mest inspirerende er det nu alligevel at følge den ikke længere helt unge Cunningham på arbejde.
Med sine optagelser af cykelfotografen på Manhattan i al slags vejr, døgnet rundt, viser Press så oven i købet, hvordan modsætningerne i mennesket er som et spejlbillede af New Yorks stemning og integritet.
Det er sjovt, smukt og ret så sært at være der. Altså ikke kun i New York. Men også i selskab med filmen.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
